Når det gør ondt i sjælen

Åndelig omsorg er et fokusområde for sygeplejerske Britta Eckhardt og kollegerne på Hospice Vendsyssel, fordi der ofte ligger eksistentielle og åndelige udfordringer bag de fysiske smerter.

Når livets afslutning nærmer sig, får sorg og angst ofte følgeskab af eksistentielle og religiøse overvejelser, som kan fylde rigtig meget for en patient på hospice - og for de pårørende.

Har jeg levet mit liv rigtigt? Har jeg været et godt menneske? Findes der noget live efter døden?

På Hospice Vendsyssel er åndelig omsorg en del af plejen, og her er personalet meget opmærksomme på både de eksistentielle/

åndelige og de fysiske smerter.

Mere fokus på åndelig omsorg

"Før i tiden var der ikke samme bevidsthed omkring den åndelige omsorg, og da jeg arbejdede i hjemmeplejen, var det om ikke forbudt - så i hvert fald ikke velset, at man spurgte ind til eksistentielle og religiøse problemer.

Jeg oplevede, at mange havde behov for at tale om det, og at det havde en god virkning for dem. At de fik ro i sindet efter en samtale eller en fælles bøn - men der var sjældent tid til det," fortæller Britta Eckhardt og fortsætter:

"Så er det helt anderledes her på Hospice Vendsyssel, hvor det er en naturlig del af plejen. Der er også kommet fagligt fokus og accept af det. I 2017 er åndelig omsorg oven i købet blevet et forskningsområde på Syddansk Universitet, og vi har fået den første professor på området, Niels Christian Hvidt."

Ikke et spørgsmål om trosretning

Britta Eckhardt er selv et troende menneske, men den ene eller anden religion er ikke afgørende for at yde åndelig omsorg. De store spørgsmål i livet opstår, uanset hvilken religion man har. Som sygeplejerske går hun ind i samtalerne med åbent sind.

"Jeg havde en patient, en ung kvinde, som var buddhist, og så måtte jeg jo sætte mig lidt ind i den religion og dens ritualer for at kunne møde hende, der hvor hun var. Og det var ingen hindring for, at vi kunne bede sammen og hun kunne få ro i sindet," siger Britta Eckhardt.

Hun er en smule overrasket over, hvor mange patienter der gerne vil, at der bliver bedt en bøn sammen med dem. Det er ofte i aften- og nattevagten, hvor patienter kan ligge søvnløse og tumle med tankemylder og svære spørgsmål. Så kan det ikke altid vente, til hospicepræsten kommer næste gang.

"En aften, jeg kom ind til en af mine patienter og spurgte, om der var noget, hun trængte til, svarede hun: "Jeg trænger til Gud." Så satte jeg mig hos hende, og vi bad en bøn sammen.

Derefter fandt vi en CD med nogle salmer, som vi lyttede til sammen med hendes mand.

Patienten blev rolig og fik sovet lidt igen. Jeg kunne have henvist til præsten næste dag, men jeg er glad for, at jeg ikke nøjedes med at gøre det, for patienten døde tidligt om morgenen. I et brev nogen tid senere, fortalte hendes mand, at den stund og bønnen og salmerne også havde haft stor betydning for ham," siger Britta Eckhardt.

Alle har eksistentielle behov

Også mennesker der er ateister, eller kun har et overfladisk forhold til tro og religion, kan have brug for åndelig omsorg, ikke mindst når de ved, at døden er nært forestående. Professor Hvidt har udtrykt det således: "Der er ingen ateister i et fly, der styrter ned".

"Jeg havde en patient, som ikke var meget talende. Så fik jeg øje på et guldkors, han havde om halsen, og spurgte ind til, hvor han havde det fra, og hvad det betød for ham. Han fortalte så, at han havde været baptistspejder som ung, men var kommet væk fra kirken og troen. Jeg spurgte, om han bad til Gud og om vi skulle bede sammen.

Hans svar var: "Det må du gerne, men kan du ikke gøre det for dig selv," og så trak jeg mig selvfølgelig tilbage. Jeg spekulerede

meget over reaktionen og var bange for, at jeg var gået for vidt, men dagen efter spurgte han: "Står dit tilbud stadig ved magt?" Så var jeg glad for, at jeg havde spurgt."

"I den åndelige omsorg er mødet, nærværet og opmærksomheden de vigtigste elementer. Som sygeplejerske skal man have modet til at gå ind i et rum fyldt med lidelse, angst og fortvivlelse med en vilje til at lytte og være nærværende. I dette rum gælder det om at give patienten mulighed for at udfolde sin egen tro og livssyn, men også om uopfordret at tage de eksistentielle og religiøse emner op.

Man skal kunne rumme patientens eventuelle angst, tvivl og fortvivlelse. Alle her på Hospice Vendsyssel kan tale om de eksistentielle spørgsmål, men vi gør det forskelligt, for vi er forskellige som mennesker, og i den åndelige omsorg bruger man først og fremmest sig selv," siger Britta Eckhardt.