Når man ser døden i øjnene skal man huske at leve

KRÆFT: "Jeg skal lige vide, hvornår fotografen kommer. Så får jeg fat i et par pæne bukser. Jeg skal fandeme ikke sidde der og ligne en dødssyg patient i joggingbukser".

Bent Andersen er i telefonen. Han er i live. Men han er også ved at dø.

Sandsynligvis lige om lidt. Han er indlagt på Hospice i Esbjerg. Bare 38 år gammel. En mand i sin bedste alder. Skarp som en ragekniv. Vidende. Engageret. Passioneret. Sjov. Og fucking syg.

Osteosarkom hedder hans specielle kræftform, der har invaderet ham. Det er tumorer, der binder sig på knoglen, arbejder sig ind i lungen, de andre organer og nu helt ind i det sidste, vi mennesker har tilbage, når kroppen svigter, hjernen.

Derfor er han her på en af årets første sommerdage. Med hjemmefra har han sin computer, lydanlæg og to dumme orange Hoptimister. De kan hoppe og danse, lige så meget de vil. Det kurerer ikke sygdommen, men det giver hjemlig stemning og hygge.

Lægerne har sagt, at der højst er seks måneder tilbage. Cirka. De skal leves og værdsættes. Vennerne skal komme på besøg. Ikke med kage til kaffen, som journalisten foreslog: "Jeg vil hellere have en kold øl, tror jeg", sagde han, da det blev aftalt.

Forinden havde han sendt en besked via Facebook, hvor der blandt andet stod: "1. Jeg vil ikke fremstilles som en stakkel. Det er ikke synd for mig. Jeg vil ikke sættes op på en piedestal. Jeg er hverken sej eller noget dydsmønster. 3. Det skal ikke skrives som en nekrolog".

Okay så. Det bliver det ikke. Det her handler om livet før døden. Det er mere interessant. Det er døden ikke. Der bliver slukket, og så er det det.

Der er folk, der elsker Titanic. Den har jeg aldrig set. For fanden at se en film, hvor man ved, det ender med, at skibet sejler ind i et isbjerg og går ned. Det gider jeg ikke beskæftige mig med, siger han.

Helt rigtigt er det nu ikke. Der er det der orden-i tingene-gen, der titter frem.

Der er skrevet testamente. Hvem der skal have de mange plader derhjemme, og hvem der skal have det, der står på kontoen. Og hvad der skal spilles ved begravelsen.

For første gang i vores  samtale svinder den vildtstrømmende tale ind til en lille tåre, der finder vej ned ad kinden.

- Jeg har bestemt, at R.E.Ms "Find the River" fra Automatic for The People skal spilles. Det er min sang, og den betyder meget for mig. Alle og enhver kan læse, hvad de vil ind i teksten, men for mig er den en opfordring til at gå sin egen vej. Finde den. Jeg råhørte pladen i den periode, mine forældre blev skilt. Jeg skulle selv til at finde min egen vej i livet, siger han.

Bent Andersen er vokset op i et godt borgerligt hjem i Nordenskov. En by, hvor man gik op i fodbold og landbrug.

- Det gjorde jeg ikke. Jeg var storforbruger af biblioteket og helt vildt genert. Men jeg gik op i biler. Gav mine forældre mig en Matchbox-bil, kunne jeg lege med den i timevis, når der var fest, husker han.

Han blev ældre og tog en gymnasial uddannelse og fandt ud af, at det der kom ud af munden på ham ikke var så dumt endda. Så den har ikke stået stille siden.  Han blev politisk aktiv i DSU. Valget stod lidt mellem de radikale og så socialdemokraterne. Men der var flere søde piger hos DSU og så blev det det. Han uddannede sig i Odense. Fik en universitetsgrad i engelsk og samfundsfag. Fortsatte med det politiske engagement og arbejdede i mange år tæt sammen med Odenses politiske ledelse, herunder den mangeårige borgmester Anker Boye, og kom med i partiets hovedbestyrelse.

Det flaskede sig. Livet var godt. Musik, venner, familie, engagement. I 2011 får han et job hos VIKING i Esbjerg i deres globale kommunikations- og marketingfdeling. Turen går til Esbjerg.

En dag ser han sig i spejlet. Den der mave var da vist blevet lidt lasket. Han må hellere begynde at dyrke noget motion. Volleyball har han spillet før, så han finder en lille klub i Esbjerg. En dag skal han serve som så mange gange før. Armen vil sgu ikke, som han vil. Der er et eller andet galt.

Som typisk mand tænker han, at det nok går over. Men det bliver ikke bedre. Han bliver scannet. Der er et eller andet galt. I 2013 får han beskeden sammen med sin søster i Smilets By. Bent Andersens blegnede:

"Du bliver ikke en gammel mand og du har 40 procents chance for at leve fem år mere".

Kapow!

-  Jeg overvejede at hoppe i havnen med det samme. Men tænkte at det blev for koldt, siger han med et skuldertræk.

Han valgte at være åben omkring sin sygdom. I en Facebook opdatering fra den 2. februar 2013 skriver han, at han er blevet ramt i hovedet af en forhammer. Og at det eneste sikre i livet nu er usikkerheden.

Han tuder ind i mellem. Spørger sig selv hvorfor. Han råber, men får intet svar.

Hverdagen sætter ind. Der er en 21 dages cyklus. Tre dage med kemoterapi, to dage med influenza lignende symptomer i kroppen, og så tilbage til normalt.

- Jeg tænkte ikke så meget over det. Det optog ikke så meget af min tid. Det meste af tiden kunne jeg jo fungere som alle andre.

Men tik-tok tik tok. 

Tiden går.

Han følger behandlingen. Og i januar i år ser det lyst ud. Tumorene er blevet mindre. Han stopper med behandling et stykke tid. Tager til Frankrig i april for at se cykelløb. Det er fedt. Gode kammerater. God mad, vin. Det der gør livet værd at leve.

Og så går det ned ad. Som ned af Alpe d'Huez uden bremser på. Armen begynder at sove. Små krampeanfald: "Du er terminal-patient med kræft i hjernen. Et halvt år tilbage. Plus minus lidt tid", lyder den nedslående besked.

Behandlingen bliver genoptaget. Han får ligeså mange stråler på fire dage, som man normalt giver på ti.

Og nu er han så her. På hospice. Ikke for at dø, for der arbejdes på at give ham en lejlighed, hvor han kan komme rundt med den kørestol, der nu er nødvendig. Og hvor han kan skrue maksimalt op for det fede  stereoanlæg med de rigtige single-mands-højtalere.

- De er så høje, siger han og viser 150 centimeters penge over gulvet. Og der står 2000 cd'er og venter på at få en tur i afspilleren.

Og hvor der skal drikkes rødvin, diskuteres fodbold  og fortælles løgnehistorier og snakkes politik.

Ligesom forleden, hvor en ven var kørt fra Odense.

De lånte et rum på hospice, spillede smadderrock med Metallica, drak sydfransk rødvin og bestilte mad udefra. Og glemte for en stund, at ham med leen lusker rundt i baggrunden.

For det er det, der betyder noget. Nærværet med dem han elsker og holder af.  Venner, familier og kolleger. Dem, der siger til ham, at han er en klovn. Dem, der giver modspil, når motormunden løber af med ham.

- Jeg er arrogant. Jeg tror altid, jeg har ret, men jeg er ikke bange for at tage fejl og lade mig rokke.

- Men lige nu har jeg et endnu større behov for at få sagt tingene lige ud. Jeg har ikke tid til omsvøb. Mit liv er en stejl læringskurve lige nu. Jeg skal acceptere, at min situation er, som den er. Og jeg bliver konstant mindet om, at tingene er foranderlige. Jeg skal koncentrere mig for overhovedet at kunne stå op, du skal ligesom en 3-årig purk pludseligt igen bruge ressourcer på at tjekke, at ens pik vender rigtigt, før man pisser. Ellers pisser man i bukserne - og det gjorde jeg i går, siger han uden omsvøb.

Han har meget på hjerte. Tanker, der skal ud. Esbjerg får fine ord med på vejen. Der er masser af muligheder, hvis man tør tage chancen, og man finder ud af at bakke op. En by i udvikling. Mini-storby. Hans eget parti får også en omgang. Han har været loyal og forsøgt at ordne tingene indadtil i partiet, når han har været uenig med folk. Men nu melder han kontant ud andet steds i avisen.

Han forsøger at skabe orden midt i kaos. For sig selv.

 - Jeg har erkendt, at jeg har et behov for overblik og kontrol. Det har jeg ikke mere i mit eget liv. Ikke hele tiden. Men jeg prøver.

Lige nu er jeg som i den der "Find the River". En del af en flod, der løber mod havet. Jeg bliver opslugt af det på et tidspunkt, det ved jeg, men jeg gider ikke beskæftige mig med det. Livet skal leves, før det er slut. Kommer jeg ud herfra og bliver jeg en dag så nogenlunde kørende, så køber jeg en gammel Jaguar med automatgear og kører rundt med et handicap-skilt i forruden. Kunne det ikke være lidt sejt, siger han

1     Januar 2013. Bent Andersen får beskeden om, at han har

en sjælden kræftsygdom. Osteosarkom hedder den.

Rammer tit børn. Er svær at helbrede.

Lægen giver ham 40 procents chance for at

overleve fem år.

Behandling går i gang.

2.   Han behandles i en 21. dages cyklus og skal til tjek i

december 2015. Gode nyheder. Tumorerne er aftagende. Han begynder at lægge fremtidsplaner.

Måske skal han læse tysk i Flensborg.

Måske skrive en bog.

3.  I april får han lidt ondt i skulderen. Tjekkes for en

sikkerheds skyld med en MR-scanning. Kræften har bredt sig til hjernen. Helbredet bliver dårligere. På fire dage går han fra have lidt vage knæ, til ikke at kunne komme op

og ned ad trapperne til sin lejlighed.

4.   Torsdag den 28. april begynder ti dages

strålebehandling på blot fire dage.

Lammelsen tiltager i kroppen,

ham en handicapvenlig lejlighed. men er nu for aftagende.

5. Den 5. maj får han plads på Hospice i Esbjerg.

Her må han erkende, at han ikke kan flytte hjem i sin lejlighed igen. Og at enden er inden for overskuelig fremtid, hvor uoverskueligt det

end må lyde. Der arbejdes på at skaffe

ham en handicapvenlig lejlighed.

Artikelen er skrevet af journalist Kim Westphal, Ugeavisen Esbjerg og bragt i avisen 18.maj 2016. Fotos: Tue Sørensen