Notat fra Hospice Søndergård

29. januar 2011
Siden Hospice Søndergård i Måløv blev taget i brug i oktober 2010 har der været fuld belægning
Siden Hospice Søndergård i Måløv blev taget i brug i oktober 2010 har der været fuld belægning på de 14 pladser, og den gennemsnitlige opholdstid har kun været ca. 10 dage. Dette må tages som et udslag af det store behov for flere hospicepladser særligt i Region Hovedstaden.

Det meget smukke hospice, der kom til at koste ca. 61 mio.kr., har givet stor aktivitet
for hospicechefen, Lise-Lotte Andersen og staben på 30 medarbejdere, hvortil kommer de nu 40 frivillige, der er knyttet til hospicet.

Blandt donatorerne til at gøre Hospice Søndergård yderligere attraktivt for beboere, deres pårørende og personalet har Hospiceforeningen i Region Hovedstaden bidraget med et større antal havemøbler, kunst, kurser, massagestol m.m., medens statuer, væg-fotos, spa-bad, CD-ere, salmebøger, klaverer o.s.v. er doneret af en række fonde.

Køkkenet med 3 ansatte har forskellige valgmuligheder for beboerne, og det fungerer fuldt tilfredsstillende på døgnbasis.

Gæstebogens meget rosende omtale af forholdene virker stimulerende for de mange beskæftigede på hospicet.

Der arbejdes for tiden med et interessant projekt om undervisningspakker til støtte for instruktion i den bedst mulige behandling af beboere "uden sprog", d.v.s. dels ramte af sygdomme, der har berøvet dem talens brug, og dels beboere med andre sprog end dansk. Der skal tillige fremstilles brochurer om hospicet på engelsk, tysk, arabisk og thai.

Økonomien styres af OK-fonden, og der skal forhandles med regionen om udvidelse af aktiviteterne med en hjemmehospice-funktion med basis i Hospice Søndergård.

Den 27.1.2011
Helge Hagenbo
Formand for Hospiceforeningen i Region Hovedstaden.