Nu næsten 1000 medlemmer i Hospice Østjyllands Støtteforening

28. maj 2008
Lørdag d.24.maj var hospicestøttemedlemmer på gaden mange steder i Østjylland

Kun godt 1½ år efter Hospice Østjyllands Støtteforening blev stiftet, er den tæt på at have 1000 medlemmer. Tilslutningen er overvældende.

Lørdag d.24.maj var hospicestøttemedlemmer på gaden mange steder i Horsens, Odder, Skanderborg, Hedensted, Hammel, Solbjerg og Mårslet for at informere om hospice og for at hverve nye medlemmer. Det lykkedes i den grad med godt 300 nye medlemmer.
Medlemmerne var meget synlige i gadebilledet iklædt nydelige t-shirts med Støtteforeningens logo doneret af Dahetra i Stilling.



Den store tilslutning overalt er udtryk for, at mange mennesker ser hospice som en meget nødvendig mulighed for den terminale patient. Men det må opfattes også som en opbakning til Støtteforeningens planer om et hospice i Skanderborg.
I hele den sydøstlige del af Region Midtjylland oplever borgerne, at der mangler et hospice. Derfor melder folk sig ind i Hospice Østjyllands Støtteforening både i Hedensted, Horsens, Silkeborg, Odder, Århus og Favrskov kommuner. Ja, selv i Ikast-Brande har støtteforeningen fået medlemmer.


Men der må gerne komme mange flere medlemmer. Hvis vi kan stå sammen i det østjyske om at arbejde for et fælles hospice i Skanderborg, er der større chancer for at opnå politisk gennemslagskraft i Regionsrådet.

Troels Dolmer
formand for Hospice Østjyllands Støtteforening
Højdedraget 12, 8660 Skanderborg
86521483 www.hospiceostjylland.dk