Ny forskning skal afhjælpe kvalme hos palliative patienter

07. januar 2013
Palliativ afdeling på Bispebjerg hospital har fået 1,3 mio. kr. til forskning.

Palliativ afdeling på Bispebjerg hospital har fået 1,3 mio. kr. til forskning.

Hvert år dør ca. 15.000 mennesker af kræft. 1/3 af dem døjer i den sidste tid med kvalme og opkastninger, hvilket i den grad er med til at forringe deres livskvalitet. Nu skal et dansk forskningsprojekt søge at afdække, hvad man kan gøre for at lindre eller undgå de belastende symptomer, skriver Cancer.dk.
- Der findes flere kendte årsager til kvalme hos kræftpatienter, blandt andet hvis patienten får tarmslyng. Så opererer man. Men der er også et virvar af andre årsager, og det gør behandlingen kompliceret, siger professor Mogens Grønvold fra Forskningsenheden, Palliativ medicinsk afdeling, Bispebjerg Hospital.

I det nye forskningsprojekt skal der indgå 1.500 patienter fra seks-syv kræft- og palliative afdelinger. Læger skal udrede dem grundigt hver især for at finde ud af, hvad årsagen mon er til, at de har kvalme. De skal dernæst vurdere, hvordan man bedst muligt kan behandle patienten på grundlag af nye, standardiserede behandlingsvejledninger, som udarbejdes i projektet. Efter to uger bliver patienterne så igen spurgt om, hvorvidt de fortsat har kvalme.

Resultaterne vil give det hidtil mest omfattende grundlag for at vurdere, hvilke af de kendte behandlinger, der er effektive, og for hvem de virker.
Mogens Grønvold har modtaget 1,3 millioner kroner fra Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg til sin forskning. Det er første gang nogensinde, at udvalget har bevilget så mange penge til forskning i palliation.
- Det glæder os, ikke mindst fordi forskning i palliation nu vægtes højt. Jeg er helt sikker på, at vi kommer til at bidrage med viden, der fører til forbedring af behandlingen, siger Mogens Grønvold.

Forskningsprojektet er indtil videre det største af sin art - også internationalt.