Ny håndbog fremmer positiv frivilligkultur på hospice

13. juni 2012
Frivillig på hospice er et nyttigt redskab til at rekruttere, fastholde og uddanne frivillige

"Frivillig på hospice" er et nyttigt redskab til at rekruttere, fastholde og uddanne frivillige til at gå alvorligt syge og døende og deres pårørende til hånde på hospice.

De har tid, de har lyst, og de har masser af ressourcer.
Sådan ser de frivillige ud, der melder sig til tjeneste på hospicer. Og de bliver villigt taget imod, trænet og coachet til gavn for patienter og pårørende.

Anvendeligt værktøj
Nu udkommer et praktisk og anvendeligt værktøj for de, der skal klæde nye frivillige på til den særlige opgave, det er at hygge om og støtte mennesker med livstruende sygdomme og deres pårørende.


Håndbogen "Frivillige på hospice" udkommer fredag eftermiddag den 22. juni ved en reception på Palliativt Videncenter i København. Bogen er udgivet af Hospice Forum Danmark med støtte fra Nordisk Ministerråd. Den er skrevet af frivilligkoordinatorer ved danske hospicer og i Aflastningstjenesten i Esbjerg med projektleder Marianne Pedersen som redaktør. Øvrige medvirkende er fra både Norge, Sverige og Danmark.

At matche mangfoldigheden
Af bogen fremgår det, at størstedelen af de frivillige er kvinder, der er ophørt på arbejdsmarkedet. De har mange ressourcer og et varmt ønske om at give noget af deres tid til andre. Udfordringen er at rekruttere flere mænd, flere unge og flere med anden etnisk baggrund end dansk for at matche mangfoldigheden på hospicerne.
I håndbogen "Frivillige på hospice" er der masser af ideer til rekruttering, masser af viden til uddannelse og gode værktøjer til coaching af frivillige på hospicer og andre steder, hvor man lindrer smerter og symptomer hos alvorligt syge.

Trivsel skaber succes
Et kapitel er viet til fastholdelse af frivillige. For at skabe trivsel er det vigtigt, at den frivilliges rolle- og ansvarsområde defineres klart. Og succesraten øges betydeligt, jo tættere samarbejde og jo større åbenhed, accept og støtte, man viser. Det samme sker, jo større grad af inddragelse og medindflydelse den frivillige oplever.
"Husk, at det er "frivilligt" at være frivillig og ikke "villig til at blive frit brugt", pointerer en af frivilligkoordinatorerne i bogen.

Udvikling gennem refleksion
I et kapitel om kvalificering af de frivillige, opfordres koordinatorerne til at inddrage den frivilliges tavse viden. Nogle frivillige agerer intuitivt ud fra deres personlige motivation, andre agerer ud fra en nyfunden viden om frivillig indsats på hospice-området. Der er altså både den personlige og den professionelle vinkel.
Her anbefaler bogen at finde en position midt imellem, ved at der løbende skabes rum for refleksion og samtale: "Kvalificering af de frivillige må rettes imod dannelsesprocesser og eksistentielle refleksioner, som gør, at den frivillige udfolder og udvikler sine evner til at være i et autentisk og ligefremt møde med den døende og dennes pårørende".

Har du tid til en snak?
Erfaringerne viser, at frivillige på hospicer kan have brug for en "snak". De vil måske dele en god oplevelse, fortælle om ændringer på hjemmefronten, eller blot give udtryk for undren, tvivl eller usikkerhed.
Her er det vigtigt, at frivilligkoordinator er klar over, hvad det mon er for en "snak", der lige er brug for. Og her kommer håndbogen til hjælp med eksempler på forskellige samtaletyper - helt fra instruktion og rådgivning til supervision og konfliktmægling.

Etiske refleksioner
"Frivillige på hospice" slutter med et regelsæt for frivillige. Etik og moral er indvævet i de frivilliges opgaver: "Hver gang vi møder en patient, møder vi etikken. Hvordan skal jeg forholde mig til denne patient? Hvordan imødekommer jeg bedst vedkommende?" skriver en frivillig i bogen og konkluderer: "Hvad vi end vælger, kan det være både rigtigt og forkert".
Bogen lægger derfor op til en kultur, hvor man hele tiden reflekterer: "For frivilligkoordinatoren er opgaven, at de frivillige kvalificeres til at undre sig og til at drøfte etiske spørgsmål, når de dukker op."
- Alle os, der har arbejdet med håndbogen, glæder os til at få den sendt ud, så den kan være et nyttigt redskab og til hjælp for frivilligkoordinatorer og foreninger i deres arbejde med frivillige i forbindelse med mennesker med livstruende sygdomme og deres pårørende, slutter Tove Videbæk, som er landsformand for Hospice Forum Danmark og har haft det endelige ansvar for projektet.

"Frivillige på hospice" udkommer ved en reception i Palliativt Videncenter, Strandboulevarden 47B, 2100 København Ø fredag den 22. juni kl. 14.00-16.30. Bogen vil blive åbnet med et festligt "klip". Alle gæster vil få et gratis eksemplar af bogen.