Ny hospicestøtteforening i Skive - etableres på torsdag

24. april 2005
Planerne for oprettelse af et hospice i Skive er langt fremme. Den gruppe, som i længere tid har arbejdet med disse planer, indbyder derfor til møde om hospicesagen torsdag den 28. april kl 19.30 i Kulturcenter Limfjord - klik på overskriften og læs mere


Skive Hospice


Planerne for oprettelse af et hospice i Skive er langt fremme. Den gruppe, som i længere tid har arbejdet med disse planer, indbyder derfor til møde om hospicesagen torsdag den 28. april kl 19.30 i Kulturcenter Limfjord.
 
På mødet vil der blive indlæg ved overlæge Arne Skipper, Odense, som i 1999 tog initiativ til oprettelse af støtteforeningen for et hospice i Odense, et hospice som nu er etableret og i fuld drift. Arne Skipper har i øvrigt en fortid som læge på Skive Sygehus.
 
Desuden vil en af de sygeplejersker, der arbejder i Det palliative Team på Skive Sygehus, fortælle om deres arbejde og om behovet for et hospice i det midt og vestjyske område.

Mødet afsluttes med stiftende generalforsamling for en Støtteforening for Skive Hospice.
 
Spændende projekt 
Initiativtagerne, repræsenteret ved fhv. astronom Svend Laustsen, Skive udtaler i en pressemeddelelse fra Skive:
 
- I Jylland er der planlagt nye hospicer i Haderslev, Esbjerg, Hvide Sande og Rønde. Disse fire nye, tillige med de jyske hospicer, som er i drift, dækker hovedparten af Jylland på effektiv måde. Tilbage bliver dog et område i Midt- og Vestjylland, omfattende Viborg og dele af Ringkøbing amter uden et hospice i rimelig nærhed. Rimelig nærhed kan måske kaldes 60 km, men fra store dele af dette område er der over 100 km til det nærmeste af ovennævnte hospicer.

- Dette er baggrunden for vort forslag til etablering af Skive Hospice med en ideel placering for det Midt- og Vestjyske område, med købstæder som Viborg, Silkeborg, Herning, Holstebro, Struer, Thisted, Lemvig og Nykøbing Mors, som alle har en køreafstand på højst 60 km til Skive.

Initiativgruppen afslutter deres pressemeddelelse:
- Vi finder dette et spændende projekt som fortjener stor lokal og regional opbakning. Skive Hospice gruppe håber derfor på stort fremmøde den 28. april. Alle interesserede er velkomne, uanset om man bor i Viborg eller i et andet amt. I Danmark er der frit hospice valg med indlæggelse uden egenbetaling. Det vil også gælde for et kommende Skive hospice, som vi meget håber vil blive etableret.