Nye hospicepladser i Region Midtjylland og Region Hovedstaden

23. august 2017
I går blev det offentliggjort, at seks nye hospicepladser kan tages i brug. Landsformand, Olav Nørgaad har skrevet følgende kommentar til offentliggørelsen.

I Hospice Forum Danmark glæder vi os naturligvis over, at der med satspuljemidlerne kan åbnes seks nye hospicepladser i Danmark. Der er stort behov for flere pladser og med disse seks pladser kommer vi et lille skridt på vejen mod at alle, der har behov for og ønske om at komme på hospice, kan få den mulighed. 


At pladserne åbnes i Region Midtjylland og Region Hovedstaden giver for os ganske god mening, når man kigger på befolkningstætheden i regionerne. Der er i disse to regioner, befolkningstætheden er størst og det er derfor også her, presset på de eksisterende hospicepladser er størst. Udvidelserne giver dermed også mulighed for, at døende kan blive i nærområdet tæt på familie og venner. Samtidigt er der yderligere tre pladser på vej på KamillianerGaardens Hospice i Aalborg, som ibrugtages i forbindelse med indvielsen af det nybyggede hospice, når det står klar.


Når der er tale om så relativt få pladser, giver det også god mening, at de etableres på hospicer, som i dag har relativt få pladser. Det giver en lagt bedre driftsøkonomi for de pågældende hospicer.


Vi hæfter os dog også ved, at Sundhedsminister, Ellen Trane Nørby udtaler, at man med de seks nye pladser ikke løser alle behov. For der er fortsat et behov for langt flere pladser i hele landet, hvis vi skal kunne tilbyde den rigtige palliative (lindrende) behandling til alvorligt syge og døende patienter. Som det ser ud i dag er det langt overvejende patienter med forskellige former for kræft, der udgør patientgruppen på hospice. Men der er brug for, at også andre patientgrupper får muligheden for at modtage den højtspecialiserede form for palliativ behandling, som hospicerne mestrer og skal det realiseres, er der ikke blot brug for en udvidelse med enkelte pladser på de eksisterende hospicer, men en mere omfattende udvidelse af hospice-kapaciteten i Danmark.


Vi ser nu frem til, at vi kommer i dybden med en evaluering af visitationskriterierne for at komme på hospice: Det vil synliggøre et langt større behov.