Nyt fra Hospice Forums Bestyrelse

01. december 2007
Handlingsplan for 2008 - 2010 samt hospicefagligt udvalg
Bestyrelsen afholdt møde mandag den 26. november i Århus. Der var 3 hovedemner på dagsordenen:

Det hospicefaglige arbejde prioriteres
Tidligere hospiceleder Knud Ole Pedersen, der indtil 2005 var næstformand for Hospice Forum Danmark, blev på mødet opfordret - og sagde ja til at deltage i bestyrelsesarbejdet som hospicefaglig konsulent.
Der blev besluttet at arbejder for at nedsætte et hospicefagligt udvalg, der skal arbejde på ad hoc-basis. Knud Ole Pedersen bliver formand for det hospicefaglige udvalg.

På mødet præsenterede Knud Ole Pedersen også nogle tanker og idéer om en hospice-dagcenter-funktion. Hvilket indhold der kunne skabes med tilbud om en professionel palliativ indsats samt gode muligheder for social aktivitet og samvær.
Til beskrivelse af, hvad et daghospice kan omfatte, fremviste Knud Ole Pedersen en videopræsentation, der er optaget på et norsk daghospice.

Ny handlingsplan for bestyrelsesarbejdet er på vej
Til mødet forelå et oplæg til en ny handlingsplan, som skal afløse den plan, der har været retningsgivende for bestyrelsens arbejde siden 2005. Der blev på mødet nedsat en arbejdsgruppe, som skal foretage en gennemgang af denne handlingsplan.
Bestyrelsen skal på næste møde behandle forslag til en ny plan, der beskriver og prioriterer de opgaver, som hospice-udviklingen og væksten i det frivillige hospice-arbejde lægger op til.
Den nye handlingsplan, der skal gælde for 2008-2010, vil blive fremlagt på landsforeningens Generalforsamling og Årsmøde 2008, der afholdes lørdag den 17. maj i Odense.

Medlemskontakten videreføres i regionerne
Den tredje store opgave på bestyrelsesmødets dagsorden var en videreførelsen af de regionale kontaktarrangementer, der startede i oktober med et vellykket arrangement i Viborg for hospicer og støtteforeninger i Region Midtjylland.
Dette projekt videreføres i det nye år med kontaktarrangementer i Hillerød, Aalborg, Vejle og Sorø.
Det første kontaktarrangement finder sted i Hillerød den 30. januar med bestyrelsesmedlem, Helge Hagenbo, som bestyrelsens lokalekontaktperson for Region Hovedstaden.

Hospice Forum Danmark afholder sit næste bestyrelsesmøde den 30. januar i Hillerød - i forbindelse med kontaktarrangementet for Region Hovedstaden.