Nyt hospice i Holstebro?

16. oktober 2009
Kommunen starter "hospice-lignende pladser".

Kommuner må ikke drive hospice. Alligevel forsøger de i Holstebro. Og vil have region Midtjylland til at betale.
Det sker efter forligspartierne i kommunen har underskrevet aftale, som sikrer et kommunalt hospice i Holstebro.
- Senest 1. juli 2010 skal seks hospicelignende pladser stå klar i Holstebro, fortæller viceborgmester Arne Nielsen (KD) til Dagbladet Holstebro-Struer.
Han bruger ifølge avisen betegnelsen "hospicelignende pladser" i stedet for "hospice", fordi regionerne har patent på sidstnævnte betegnelse.
Kristendemokraterne har i forbindelse med kommunens budgetforlig underskrevet en aftale med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti om de økonomiske forudsætninger for de hospicelignende pladser.

De skal i første omgang indrettes som en afdeling i de 28 nyopførte plejeboliger ved Beringshaven. Senere kan der blive tale om at flytte dem til et selvstændigt byggeri, der opføres til formålet, og han håber, at der samtidig bliver mulighed for at udvide antallet til 12.
- Det skal vi have regionen til at betale, og det er noget, jeg skal arbejde for, når jeg kommer i regionsrådet, siger Arne Nielsen.

Det er en regional opgave at drive hospice, fastslår Sundhedsstyrelsen. Et hospice er et regne for en specialafdeling i hospitalsvæsenet og er derfor ikke en kommunal opgave.