Omsorg for døende giver livsbekræftende øjeblikke

Hvordan er det at være sygeplejerske på hospice, hvor patienter er indlagt i den sidste livsfase?

Vi fik lov til at komme ind på Hospice Sydvestjylland i Esbjerg og spørge Mette Madsen, der har flere års erfaring som palliationssygeplejerske.

Vi får et unikt indblik i hendes hverdag: Det handler om at leve i nuet, være nærværende, bruge sig selv og sin faglighed - og koble af, når man kommer hjem.

Selv om sygeplejersker også møder frustrationer hos patienter, der ikke kan forstå, hvorfor den uhelbredelige sygdom skulle ramme netop dem, giver arbejdet også mange glæder:

- Omsorg for døende giver så mange livsbekræftende øjeblikke, siger hun.

Ro lindrer

Vi sætter os til rette i et "refleksionsrum" på anden sal. Malerier, blomster og stearinlys giver en hjemlig atmosfære.

- Man skal ikke forklejne rammernes betydning. Inden vi har gjort ret meget, kan vi opleve at patienterne allerede føler sig lidt bedre, fordi der er ro her. De føler, at de kan slappe af, fortæller Mette Madsen og tilføjer: - Vores rammer sikrer os også, at vi har mere tid til nærvær, end man måske har på en sygehusafdeling.

Og så er vi inde på en sygeplejerskes vigtigste opgave:

- Det er først og fremmest at være der for patienten. Og selvfølgelig bruge sin faglige kompetence. Det menneskelige og det faglige skal gå hånd i hånd, pointerer Mette Madsen.

Hvordan bruger du dig selv?

- Her på hospice ønsker vi altid at møde patienten med et åbent sind. Og signalere: Du er velkommen her, og vi vil gerne hjælpe dig. De samme ønsker har vi over for de pårørende.

- Patienterne skal have lov til at være sig selv her. Der er jo ikke to mennesker, der er ens. Jeg skal se, hvad er det for en person, og hvad er det for en livssituation, jeg møder her. Mennesker oplever jo tingene meget forskelligt.

Møder forskellige behov

Hvad er det særlige ved at være palliationssygeplejerske?

- En sygeplejerske skal altid søge at lindre, men på hospice har vi særligt fokus på det lindrende. Og vi har gode rammer til at udføre palliation. Huset er indrettet til det, der er gjort mere ud af æstetikken, og der er enestue til alle patienterne. Og så samarbejder vi med dygtige læger, som er specialister på det palliative område.

Men patienterne kan være meget forskellige?

- Ja, der er forskel på den ældre kvinde, som har levet et helt liv og får en kræftsygdom i de senere år, og på den unge mor, som er blevet overvældet af en kræftsygdom. Den ældre er måske mæt af dage og indser, at hun har haft et godt liv og er nu indstillet på at tage afsked med sine kære. Den unge har måske små børn og en familie, der skal fungere. Det er yderpunkterne i to meget forskellige patientgrupper med meget forskellige behov.

Giver følelserne plads

Hvordan møder du som sygeplejerske den person som måske er meget bitter og spørger: Hvorfor skulle dette ske for mig?

- De patienter som kommer her, er i en livssituation, hvor man bliver berørt på det eksistentielle, og det er udfordrende for alle mennesker, tror jeg, uanset om man er ung eller gammel. Der kan komme mange tanker og følelser i spil, nogle gange bitterhed eller en følelse af tab og afmagt. I alle disse ting handler det om at kunne være sammen med patienten, kunne rumme deres følelser og give plads til dem og signalere, at det er ok at have den slags følelser. Jeg kan jo ikke fjerne patientens følelse af afmagt eller ændre på deres livssituation, men jeg kan anerkende, at sådan er det. Og så kan jeg være der for dem.

- Det kan også nogle gange lede til samtale af åndelig karakter. Er der en Gud?  Hvad tænker jeg om ham? Og hvad tænker han om mig?

Tværfagligt team

I kan vel også møde vrede patienter, som synes det er bunduretfærdigt, at de skal ligge og være syge?

- Ja, men der er jo altid en årsag til at mennesker føler, som de gør. Og hvis jeg ikke møder min patient dér, hvor han eller hun er, kan jeg ikke hjælpe vedkommende.  Jeg er nødt til at anerkende: "Det er det, du føler lige nu. Det er sådan det er, og det er også i orden at være vred. Det er det, livet lige nu gør ved dig".

Og så være der med din faglighed.

- Vi vil gerne nå hele vejen rundt om mennesket, så vi varetager både den fysiske, den psykiske, den sociale del, samt den eksistentielle og åndelige del. Her kan vi ud over det rent lægelige tilbyde støtte fra både fysioterapeut, musikterapeut, socialrådgiver, psykolog og præst. Vi er et tværfagligt team, som arbejder sammen om at lindre patientens smerter og symptomer.

Lever i nuet

Når du så skal hjem efter en lang arbejdsdag - eller nat: Hvad gør du for at ikke tage alle følelser og problemer med hjem?

- Jeg har nok altid haft let ved at leve i nuet. Men jeg kan stå i situationer, hvor jeg nemt kan komme til at tage problemerne med hjem i mit hoved. Det klarer vi som regel ved, at vi snakker med hinanden som kollegaer. Vi får også supervision af en psykolog. Det betyder meget, det opdager man hen ad vejen, når man har arbejdet her i mange år.

- Alligevel kan det ikke undgås at man en gang imellem tager spekulationerne med hjem. Men så sætter jeg mig lidt i sofaen derhjemme, tænder for fjernsynet og kobler fra...

Du har også meget skiftende arbejdstider - hvordan har du det, når du skal ud af døren på de mest mærkelige tidspunkter?

- Det har jeg vænnet mig til. Jeg kan godt li' at arbejde på forskellige vagter. Aften og nat er anderledes end dag - der kan være mere ro og andre muligheder for samvær med patient og pårørende.

Livsbekræftende øjeblikke

- Mange spørger, om det ikke er hårdt at arbejde et sted, hvor mennesker dør, og det kan det være. Men der er også mange glædelige og livsbekræftende øjeblikke, fordi livet leves så intenst her.  Det kan fx glæde mig, når min patient ikke har smerter mere og nyder dagen, fordi hun har fået gæster, som hun har glædet sig rigtig meget til at være sammen med. Jeg kan glæde mig over patientens glimt i øjet, når han får madbakken ind. Selv om den måske ikke er så stor, og den kun består af bittesmå portioner, så er den pænt anrettet. Der er noget for øjet, og det synes patienten er dejligt.

- Jeg kan glæde mig over de små ting, som patienten også glæder sig over, ikke mindst kontakten til de pårørende. Tit får vi lejlighed til at støtte dem, for det er lige så svært for dem, som det er for patienten. De har meget glæde af vores omgivelser og den rolige atmosfære, der er i huset.

- Det er rart, hvis vi kan give en smule lindring i svære situationer. Vi er der jo for at støtte patienter og pårørende gennem en svær livsfase. Det er også en glæde at sidde til aftensangen, når en pårørende kommer hen og siger: Mor kan godt li' denne sang, kan vi ikke synge den? Så gør vi det. Alle de små ting, som pludselig bliver vigtige. De kostbare øjeblikke, man har sammen.

Giver bred erfaring

Hvad vil du sige, hvis du skulle anbefale sygeplejestuderende at arbejde med palliation?

- Jeg ville sige, at det er et felt, hvor de får lov til at bruge sig selv og arbejde meget i bredden med sygeplejen, både den helt basale sygepleje og de meget komplicerede sygdomstilfælde. Og så skal de også arbejde med deres viden om det psykologiske, og de kan sagtens få lov til at arbejde med det åndelige og eksistentielle også. Men jeg vil sige, at det kan være nyttigt at skaffe sig bred klinisk erfaring, inden man søger jobbet som palliationssygeplejerske.

- Man får lov til at arbejde med sygeplejen i hele bredden, og det er det, jeg synes er så godt. Man kommer hele vejen rundt om patienten. Samtidig er vi som sygeplejersker bevidste om, at der er områder, vi ikke skal bevæge os ind på. Det er patienten, der styrer. Den respekt skal der være.