Overvældende interesse for de frivilliges beretninger

08. august 2016
Henover sommeren har vi her på siden givet ordet til nogle af de mange frivillige, der yder en uvurderlig indsats rundt på landets hospicer. Og de har fået en fantastisk modtagelse. Tak for det!


Det har været en stor fornøjelse at vende tilbage fra ferie og opleve den enorme interesse for de beretninger om det at være frivillig på hospice, som vi har fået lov at dele med jer gennem de seneste uger.


I Hospice Forum Danmark betragter vi de frivillige og deres engagement som en helt uvurderlig indsats, som både patienter, pårørende og personale rundt på landets hospicer nyder godt af. Når vi selv møder de mange engagerede frivillige i forbindelse med det årlige Frivilligseminar eller på besøg rundt i landet, hører vi om mange gode oplevelser.


Oplevelser, der fortjener at blive fortalt videre, så vi på den måde kan hjælpe hinanden med at mane fordommen om, at det blot er hårdt og trist at være en del af dagligdagen på hospice. For som beretningerne helt enstemmigt fortæller, så er det jo tværtimod ganske livsbekræftende at få lov at være en del af LIVET på hospice.


I fortællingerne hører vi om den lille dreng, der filosoferer over, at hans mormor nu er i himlen og i nærmest samme åndedrag spørger, om den frivillige vil være med til at lege med brandbiler. Vi hører om, hvordan musikken kan være med til at skabe stjernestunder af minder mellem en patient og hendes mand. Og om hvordan den helt særlige stemning på hospice giver ro og tryghed i en svær tid.


Til beretningerne er der kommet et væld af kommentarer fra folk, der selv har haft oplevelser med hospice som frivillige, ansatte eller pårørende og de udtrykker en velfortjent ros, respekt og anerkendelse for de frivilliges indsats. Lige som der også en kommet en række henvendelser fra folk, der selv ønsker at yde en frivillig indsats.


Vi vil sige en stor tak til de frivillige, som har givet os lov til at dele deres fortælling om, hvorfor de er frivillige på hospice og et lille glimt af de oplevelser, de har haft i deres virke. Der skal naturligvis også lyde en stor tak til alle jer, der har læst med og sendt hilsener til de frivillige. Jeres interesse for hospice-sagen er en vigtig støtte i det fortsatte arbejde.