På hospice er der ro, nærvær og tid til patienterne

Måske er den største opgave, et hospice kan løse, at give det enkelte menneske plads, så der er tid og ro til at huske forhistorien - og afklaring til at møde et af livets uundgåelige øjeblikke - slutningen.

Sådan konkluderes en reportage om hospice i Nordjyske Stiftstidende, hvor journalisten fortæller om patienters oplevelse af at tilbringe den sidste tid i optimale rammer.

Vi møder Kamma på 80 som har uhelbredelig kræft i venstre lunge. Hun indrømmer, at hun kan være bange ind i mellem. Men her kommer personalet til hjælp:

- De er engle, der har tid til at være hos mig og holde mig i hånden, så jeg falder til ro, siger Kamma.

Hjemmet blev en banegård

Vi møder også 74-årige Leo Johansen, som er indlagt på hospice til aflastning. Han har en godartet, men meget aggressiv hjernesvulst. Han ville egentlig bo hjemme, men besøg af hjemmehjælpere og indføring i alskens hjælpemidler gjorde livet uoverskueligt. Pludselig var hjemmet blevet en arbejdsplads - uden ro eller pauser.

-Det var en banegård, og en hjemmesygeplejerske sagde til mig: I trænger altså begge til at slappe af i fred og ro, fortæller han.

Og derfor blev han indlagt på hospice.

- Det gav en utrolig lettelse at komme her - med dén ro.

Personalet har tid til at snakke og være nærværende. Leo får symptomlindring, og jeg har haft mange gode samtaler med personalet, fortæller hans kone Hanne.

Trygt og godt på hospice

Da 74-årige Anny Bendtsen kom på hospice, kendte hun allerede stedet. Hendes mand havde nemlig været indlagt med lungekræft - og han døde her.

- På den måde vidste jeg, hvad hospice stod for. Derfor har jeg stor tillid til stedet. Og jeg kender den godhed, personalet møder mig med. Her er trygt og godt, fortæller Anny Bendtsen.

Og journalisten bag reportagen i Nordjyske Stiftstidende er dybt berørt af det mod, patienter og pårørende har udvist, til åbent og ærligt at tale om det nært forestående - nemlig døden.

Og så kommer hendes vurdering: Måske er den største opgave, et hospice kan løse, at give det enkelte menneske plads, så der er tid og ro til at huske forhistorien - og afklaring til at møde et af livets uundgåelige øjeblikke - slutningen.