Prisen giver energi til nye projekter
"Det er virkelig stort at modtage sådan en pris. Den giver energi og lyst til at starte nye projekter", sådan siger Ruth Bierre, én af tre frivillige fra Svanevig Hospice, som på årsmødet modtog årets pris for Bedste Frivilligprojekt.
I efteråret valgte Svanevig Hospice at åbne dørene for seks kulturelle arrangementer henover efteråret og vinteren 2018/19.
Det er tre frivillige, Helle Lützen, Elisabeth Rosenørn-Lehn og Ruth Bierre, som sammen med frivilligkoordinatoren har udtænkt, udviklet og gennemført det, hospice har valgt at kalde "Åbent Hospice - Vores Hospice".
I begrundelse for prisen sagde bestyrelsesmedlem i HFD Laila Munk Sørensen:
"De tre frivillige har ydet en på alle måde ekstraordinær indsats. De har brugt timer på at søge fonde, planlægge, reklamere, lade sig interviewe og gennemføre selve arrangementsaftenerne.
Deres initiativ, drive og ikke mindst deres ukuelige tro på projektet har inspireret og givet en masse energi til både resten af gruppen af frivillige såvel som til personalet på Svanevig Hospice".
De tre frivillige er stolte over hæderen.
"Det er en anerkendelse af, at andre også kan se ideen med det, man selv brænder for", som Helle Lützen siger.
"Og så har det været så sjovt at være sammen med andre frivillige om at starte et projekt, som har fået så stor opbakning fra vores lokalsamfund", siger Ruth Bierre.
Målet med "Åbent Hospice - Vores Hospice" er helt overordnet, at Svanevig Hospice sammen med en række samarbejdspartnere ønsker at sætte døden og livsfilosofi i fokus.
Blandt andet ved:
. at være med til at skabe et rum, hvor det bliver både naturligt og nemt at tale om døden. Og om livet
. at gøre hospice til et sted, man har lyst til at komme. Et sted, man kan hygge sig og blive klogere. Et sted, hvor man kan vende livets store spørgsmål.
De fire arrangementer er nu afviklede, og Svanevig Hospice kan konstatere, at det har været en succes. Arrangementerne har været overtegnede eller tæt på udsolgt. Og Åbent Hospice har - ud over de aktuelle arrangementer - haft held til at skabe fokus på og omtale af såvel Svanevig Hospice som hospicetanken generelt både blandt de deltagende men også i lokale medier.
Også TVØst har fattet interesse for projektet og bragt en nyhed om, hvordan de har vundet Ildsjæleprisen - Læs deres historie