Retning på frivilligheden
Af Susanne Christophersen, assisterende afdelingssygeplejerske og frivillig koordinator such@diakonissen.dk i samarbejde med Ida Maria Vestergaard Petersen, frivillighedskonsulent, idap@diakonissen.dk
Assisterende afdelingssygeplejerske og frivilligkoordinator Susanne Christophersen (t.h.) har oplevet stor værdi i at arbejde med en strategi for frivilligheden i samarbejde med frivillighedskonsulent Ida Maria Vestergaard Petersen. Foto: Karen Grønkjær.
Frivillighed er en væsentlig og bevidst del af Diakonissestiftelsen. Der er tilknyttet ca. 250 frivillige både inden for hospice, plejehjem, børnehaver, kirke og genbrugsforretning. Der er en frivillig koordinator i de forskellige afdelinger.
Ida Maria Vestergaard Petersen er frivillighedskonsulent for hele Diakonissestiftelsen og har understøttet den strategiske proces.
"For en organisation, der gerne vil involvere frivillige, er det vigtigt at anerkende den faglighed, det er at samarbejde med frivillige og forstå de mekanismer, der skal til for at motivere og lede frivillige. Den forståelse giver frivilligkoordinatoren det rum, der er behov for, for at kunne udføre sit arbejde. Med en strategisk tilgang til frivilligheden sættes frivilligheden på dagsordenen, og den bliver dermed en naturlig del af organisationens DNA," uddyber Ida Maria Vestergaard Petersen.
Diakonissestiftelsens Hospice har 16 sengepladser og ca. 30-35 frivillige.
Hvorfor, hvad og hvordan
Da jeg tiltrådte min stilling på Diakonissestiftelsens Hospice, havde Ida Maria Vestergaard Petersen netop udviklet et ledelsesværktøj med det formål at tydeliggøre frivilligheden og dens betydning i de enkelte afdelinger. Det var derfor en oplagt mulighed for at tage det i brug og på den måde få et tydeligere indtryk af frivilligheden.
Modellen har et "hvorfor", et "hvordan" og et "hvad indebærer frivillighed i de enkelte institutioner".
"Ifølge ledelsesværktøjet er det vigtigt, at man gør sig tanker om, hvorfor frivillige er den bedste løsning til lige netop den opgave, som de skal løse. Hvad er det, der gør, at den frivilliges engagement er med til at gøre en forskel? Man skal med andre ord have en stærk fortælling om, hvorfor frivillige er med til at gøre en forskel, så man ved, hvad det er for en merværdi, det bringer sagen eller målgruppen at involvere frivillige," forklarer Ida Maria Vestergaard Petersen.
Konkret blev der afholdt møder med henholdsvis personale og frivillige, og der blev brainstormet ud fra tre overordnede spørgsmål:
- Hvorfor samarbejder Hospice med frivillige?
- Hvad er det for opgaver, der løses nu eller gerne skal løses i fremtiden?
- Hvordan og på hvilken baggrund?
Efterfølgende blev alle udsagn og idéer bearbejdet og samlet og vores "strategi for frivillige" blev en realitet. Processen kom ikke med revolutionerende ny viden, men den gav en klar tydeliggørelse af frivilligheden i hele organisationen.
Almindelige mennesker i en ualmindelig situation
Processen synliggjorde, at det var nemt at beskrive "hvad" og "hvordan", som var mere konkret. Vi skulle tale os mere varme på "hvorfor". Udsagnene viste sig at være meget ens.
På mødet med de frivillige var der enighed om nedenstående "hvorfor":
Almindelige mennesker bringer mangfoldighed ind på hospice. Hverdagen og åbenhed mod samfundet udenfor.
Et medmenneske uden en forventning eller dagsorden i forhold til den syge eller de pårørende. Med ligeværdighed.
På mødet med personalet var der enighed om nedenstående "hvorfor":
De frivillige er helt almindelige mennesker omkring en ualmindelig situation.
De åbner op til samfundet omkring hospice og sikrer, at det ikke lukker sig om sig selv. De bringer hverdagens fællesskaber indenfor med ligeværdighed.
De skaber tid
De bringer noget ekstra med sig - noget mellemmenneskeligt.
Vores fælles "hvorfor" i strategien blev derfor
HVORFOR:
Som frivillig på hospice er du med til at gøre en stor forskel for vores indlagte patienter og deres pårørende.
Du bidrager som medmenneske og bringer noget hverdag og atmosfære ind med din tilstedeværelse, synlighed og nyttighed.
Den tid du giver på hospice frigør desuden ekstra tid for personalet til deres arbejde.
Under "hvad" og "hvordan" endte strategien med nedenstående.
HVAD:
Som frivillig tager man del i:
- At byde gæster velkommen
- At tage godt imod pårørende og patienter og hjælpe dem tilrette i hospice
- At servere mad for patienterne
- At være vært/værtinde ved det fælles aftensmåltid
- At gøre højtider til noget særligt
- At gøre det rart at være på Hospice
- At skabe orden og atmosfære ved f.eks. at rydde op eller vaske op, ordne blomster, lave kaffe.
HVORDAN:
- De frivilliges indsats tager afsæt i værdigrundlag og vision for Diakonissestiftelsens Hospice
- De frivillige betragtes som samarbejdspartnere til personalet på hospice
- Den assisterende afdelingssygeplejerske er koordinator
- De frivillige oplæres af andre frivillige og tilbydes løbende undervisning
- Som frivillig har man tavshedspligt, er ulønnet, går med navneskilt og overholder almindelige hygiejneregler
- Som frivillig er man en del af et fællesskab med andre frivillige
- Der blev desuden talt og diskuteret flere emner, og der kom mange nye idéer. Eksempelvis om man som frivillig skal have uniform på, om vi skal have fælles personalemøder. Er opgaver og funktioner tidssvarende? Hvordan introduceres og oplæres den frivillige?
Personligt oplevede jeg, at det at være frivilligkoordinator blev et mere fælles anliggende, og alle i huset blev mere bevidste om samarbejdet. Det er blevet et godt redskab for mig, når jeg rekrutterer nye frivillige. Hvad er det, vi efterspørger og har behov for. Hvor kan der være udfordringer?
Nu er det 2 år siden, at vi afholdt møderne. Jeg tænker, at vi med fordel kan gentage processen i takt med udskiftning af personale og udvikling af frivilligheden.
Som koordinator holder jeg møder med vores frivillige 4-5 gange om året. Her får vi talt mere om dagligdagen, og hvordan det går, ligesom der er en undervisningsdel inkluderet. Dagsordenen er gerne hurtigt fyldt, så det at vi ved siden af har brugt tid på vores overordnede strategi løfter frivilligheden op på et højere plan.
Diakonissestiftelsen er en almennyttig organisation, hvor der ud over vores hospice med tilknyttet udgående team også er to plejehjem, en hjemmepleje, to børnehuse, bofællesskaber og sundhedscenter for psykisk sårbare, uddannelsescenter med SOSU-uddannelser og professionsbacheloruddannelser i sygepleje samt i kristendom, kultur og kommunikation, genbrugsbutikker og Emmauskirken.
Vores overordnede værdier er, at alle mennesker er lige værdifulde og derfor fortjener den samme respekt og ordentlige behandling - uanset deres køn, race, religion og sociale baggrund. Værdigrundlaget kendetegnes med ordene: Medmenneskelighed, Ordentlighed, Faglighed, Synergi og Nytænkning.