Sidstehjælp!
Førstehjælp kender de fleste af os. Det er et mål, at alle danskere skal kunne yde førstehjælp, så vi kan træde til og hjælpe i situationer, hvor det handler om at redde liv!
Men hvordan forholder det sig, når det handler om hjælp ved livets afslutning?
Undersøgelser viser, at vi danskere helst ikke vil tænke på alvorlig sygdom og død. Og vi vil allerhelst slet ikke beskæftige os med det, når det ikke er aktuelt for en af vores allernærmeste. Faktisk er vi i gennemsnit 33 år gamle, før vi kommer tæt på mennesker, der dør. Derfor er det er meget svært at få erfaringer omkring livets afslutning, fordi det på mange måder er skubbet langt væk fra os. Vi kender mest døden fra film og tv, og det er måske ikke der, vi kan hente de mest virkelighedsnære skildringer. Foreningen for Palliativ Indsats har derfor taget initiativ til at afprøve et koncept om Sidstehjælp, for at klæde danskerne på med viden om, hvad der sker i den sidste tid.
Kursuskonceptet vil give svar på og ikke mindst mulighed for at diskutere nogle af mange spørgsmål, der er forbundet med den sidste tid. Eksempelvis omkring hvordan den fysiske krop reagerer, når døden nærmer sig - "man dør ikke, fordi man holder op med at spise, men man holder op med at spise og drikke, fordi man dør".
Kurset forholder sig også til de juridiske, eksistentielle og åndelige emner i forbindelse med et sygdomsforløb. Ligesom også sorgprocessen tages op som en helt naturlig del af livets afslutning - "det er normalt at sørge og forskellige mennesker sørger på forskellige måder"
Hospice Limfjord har som de første i landet afholdt et kursus for at undersøge, om der er interesse for den slags kurser.
Psykolog Niels Peter Agger, udviklingssygeplejerske Lotte Brøndum og hospicechef Birte Markfoged testede kursets indhold på en stor gruppe frivillige, som er tilknyttet hospicet.
De frivillige var meget positive over for kurset og flere gav udtryk for, at de havde fået ny og meget brugbar viden med sig. Viden de havde savnet i tidligere situationer. Kurset gav mulighed for at diskutere spørgsmål og aflive myter. Der kom også konstruktive forslag til en videreudvikling af konceptet - bl.a. kunne emner om de menneskelige reaktioner og adfærd samt kommunikation med mennesker, der oplever svære livskriser, uddybes for at gøre kurset endnu mere brugbart.
Kursusmaterialet skal testes yderligere tre steder i landet. Når det er sket, gennemgås materialet igen og tilpasses ud fra deltagernes evalueringer. Herefter tages stilling til, hvordan kurser i Sidstehjælp eventuelt kan udbydes til endnu flere danskere.