Socialminister forundret over Anker Fjord-sag

11. maj 2009
Socialminister finder det uhensigtsmæssigt, at der skæres på Anker Fjord Hospice

Den nyudnævnte socialminister Karen Ellemann, finder det uhensigtsmæssigt, at Region Midtjylland skærer ekstra på Anker Fjord Hospice på grund af Ib Malgaards store private donation, skriver Ringkøbing Dagblad.

Socialministeren vil se nærmere på sagen om Ib Malgaards donation på 20 mio. kr. til Anker Fjord Hospice , der fik regionsrådet til at skære ekstra hårdt i driftstilskuddet til hospicet. Beslutningen blev truffet, fordi et flertal i regionsrådet bestående af Socialdemokraterne, De Radikale, Konservative og SF, ønskede en mere ensartet service på regionens fire hospicer .

Da forholdene på Anker Fjord Hospice var de bedste, som følge af Ib Malgaards private donation på 20 mio. kr., skulle hospicet ved Hvide Sande dække hovedparten af besparelsen.

Det var en beslutning som folketingsmedlem Jens Kirk (V) er meget uenig i. Han har derfor været i skriftlig kontakt med socialminister Karen Ellemann om sagen, fordi han mener, det vil hæmme lysten for private til også i fremtiden at give donationer til for eksempel et hospice .
- Hun synes ikke umiddelbart, det er rimeligt, siger Kirk til Ringkøbing Dagblad og fortsætter:
- Hun vil kigge nærmere på det og vende tilbage, men ud fra det hun har læst, synes hun ikke, det forekommer hensigtsmæssigt.