Socialudvalgsformand ønsker hospice i Fredericia

22. august 2013
Fredericia Sygehus har mange ledige kvadratmeter. De kan fint bruges til Hospice Lillebælt.

Fredericia Sygehus har mange ledige kvadratmeter. De kan passende bruges til Hospice Lillebælt, mener Bjørn Medom Nielsen, der er socialudvalgsformand og byrådskandidat for Socialdemokratiet.

- Fredericia Sygehus har rigtig mange ledige kvadratmeter der kan bruges, når neddroslingen af dets aktiviteter sker i de nærmeste år. En af de aktiviteter der kan blive plads til, og som ikke udelukker andre aktiviteter, er et hospice, siger Bjørn Medom Nielsen i et læserindlæg i Fredericia Avisen.
Han uddyber:
- Bygningerne er indrettet til pleje og ophold, der er ikke endnu truffet nogen beslutninger om det fremtidige brug, og Region Syddanmark har pt. et stående arbejdsudvalg, man kan kontakte. Idéen ligger altså lige på den flade hånd, siger socialudvalgsformanden.
Han har længe fremført ønsket sammen med en række lokale borgere, og lige nu er der mulighed for at trænge igennem til regionspolitikerne, mener han.

Bjørn Medom Nielsen kan klart anbefale oprettelsen af et hospice i Fredericia:
- Den geografiske nærhed betyder også at et hospice, med en placering direkte ved Lillebælt, giver mulighed for at begynde endnu et samarbejde med Middelfart. Den østlige del af Fyn er dækket; men vest for Odense er der intet tilbud.

Der er oprettet 19 hospicer i Danmark. Det er gratis at komme på hospice som del af det fri sygehusvalg.