Sorg kan ikke fikses

Hvad siger jeg lige til et menneske i dyb sorg? Og hvad nu, hvis jeg får sagt noget "forkert", som gør den sørgende endnu mere ked af det, end han - eller hun - er i forvejen?

I mit arbejde med sorg støder jeg ofte på den bekymring. Måske kan den beskrives som en form for beskedenhed? Omgivelserne holder sig tilbage for ikke at såre nogen eller dumme sig. Det kan måske virke nobelt nok, men det er dybt misforstået.

Og her vil jeg trække på min egen erfaring med at miste min mor, da jeg var 16. Hvis nogen spurgte ind til min sorg, og jeg begyndte at græde, så var det ikke dem, der gjorde mig ked af det. Jeg VAR ked af det. At nogle havde modet til at spørge ind til mig, og at tårerne pressede sig på, var ikke nogen dårlig ting. Det var en forløsning midt i alt det følelsesmæssige kaos, jeg befandt mig i.

Så hvis du står over for et menneske, barn eller voksen, i sorg, og sluger dine spørgsmål, før du får dem stillet, så spørg dig selv, hvad det er, du er så bekymret for? Nu har vi manet den første bekymring i jorden: Det er ikke din skyld, hvis personen i sorg bliver ked af det. Du har ikke forvoldt ekstra smerte, men smerten ligger i sorgen og savnet.  

For at sætte det lidt på spidsen, så har du for høje tanker om dig selv, hvis du tror, at det handler om dig. Det gør det ikke. Det betyder ikke, at du er uvæsentlig. Det vil jeg vende tilbage til... 

Sorg kan ikke "fikses"

Først vil jeg sætte tingene ind i et lidt større perspektiv, for hvorfor giver det ikke sig selv, hvad du som pårørende skal sige og gøre? Hvorfor er det så svært? 

En af forklaringerne, er, at sorg adskiller sig markant fra andre "problemer og udfordringer" i livet, fordi den ikke kan "fikses". 

Den har en helt anden eksistentiel karakter end krise i parforholdet eller konflikter med chefen. Og vi moderne mennesker vil gerne "fikse". Vi vil gerne komme med det helt rigtige råd og mærke, at personen over for os rykker sig undervejs i samtalen. Så kan vi klappe os selv på skulderen og sige: Så fik vi den klaret. Nu kan vi komme videre i livet. Nu kan vi se fremad.

Drop de gode råd

Jeg tror, at første skridt, er, at erkende vores egen utilstrækkelighed. Det er sympatisk, at du gerne vil hjælpe din kære i sorg, men du er oppe imod et grundvilkår, ikke et problem. 

Og når du er det, så skal der andre metoder i brug. Du skal ikke præstere eller sige de helt rigtige ord. Du skal bare "være". Du skal vise den sørgende, at du har tænkt dig at blive hængende, og at du gerne vil lytte. Og hvis dit indre skriger: "Jamen, jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre?", så sig det til personen. Vær ærlig. Jeg lover dig, at det giver respekt. 

Tag initiativet

Lad være med at tro, at du har gjort dit, fordi du har erklæret over for den sørgende at "du kan altid komme til mig, hvis du har brug for noget". Jeg tror, at de færreste mennesker i sorg tager imod et stående tilbud. 

Følg selv op i stedet. Du har overskuddet. Det har personen i sorg ikke. Og lad dig ikke afskrække af en afvisning eller to. For selvfølgelig kan du komme til at spørge ind på en dag, hvor personen ikke magter ikke at tale om noget som helst. 

En afvisning er ikke jordens undergang.

Men er det alle i sorg, der gerne vil tale om det, tænker du måske? Nej, formentlig ikke. Mennesker ramt af sorg er lige så forskellige som alle andre mennesker. Men hvad nu, hvis personen faktisk meget gerne vil snakke. Men ikke orker at gribe ud. Føler sig ensom og isoleret. Er det så ikke bedre at spørge én gang for meget end én gang for lidt? 

Din støtte kan blive altafgørende

Og nu tilbage til pointen om, at du IKKE er uvæsentlig for den sørgende, selvom du ikke kan fikse situationen med et snuptag. Jeg er selv et godt eksempel på, at det kan gøre en verden til forskel at mærke, at man ikke er alene i sorgen. Der var rigtig mange, der ikke turde spørge ind til mig dengang. Og der var endnu flere, der mødte mig med overfladiske klicheer om, at "tiden læger alle sår", eller "nu må du også videre med dit liv". 

Og så var der nogle enkelte, der "hang i". Jeg kunne ikke på forhånd have forudset, hvem de ville være. Jeg fandt blandt andet stor trøst hos min klasselærer i folkeskolen, hos min mors veninde og hos Jes Dige, der gennem 25 år har arbejdet med børn og unge i sorg. Også på Hospice i Aalborg, hvor min mor lå i sin sidste tid, var der nogle modige sjæle, der greb ud efter mig og gav mig inderlige knus på tidspunkter, hvor min refleks var at trække mig.

I behøver ikke være tætte

Måske sidder du lige nu og tænker over, at du kender en i sorg, men at det aldrig har faldet dig ind at spørge ind til personen, for "der må være andre, der står personen nærmere, som gør noget?" Du føler måske, at du blander dig i et privat anliggende, hvis du tropper op på hjemmeadressen med brød og kaffe? 

For det første vil jeg sige, at dét, at man er tæt på nogen, IKKE er nogen garanti for, at man kan støtte hinanden i sorgen. Jeg har set talrige eksempler på, at det netop kan være svært at dele sorgen med sine nærmeste, fordi de også er følelsesmæssigt filtret ind i tabet. Og især børn i sorg tager mange hensyn til deres familie. De har måske ikke lyst til at tale med deres far om mors død, fordi de ved, at far også er ked af det, og de vil ikke give ham flere bekymringer.  

Så dét, at du ikke er tæt på den sørgende, kan vise sig at være en fordel, og i hvert fald udelukker det ikke, at du rækker ud. 

En fattig kultur

I forhold til, om døden er et privat anliggende, så synes jeg ikke, at vi skal gemme os bag det argument. I andre kulturer er døden i langt højere grad noget, der er fælles ritualer omkring. Herhjemme har vi en fattig kultur, når det kommer til døden og sorgen. Da min mor døde, havde jeg mere brug for fællesskabet end nogensinde før, men jeg blev mere isoleret end nogensinde før. Det kan vi gøre bedre. 

Husk på, at vi alle sammen er i samme båd; Ingen af os kommer levende herfra.  

Skrevet af journalist og foredragsholder Sofie Klingberg