Stærk og stille film om "den gode død"

"En god død" er en hudløst ærlig dokumentarfilm om fire kvinder på hospice.

Dokumentarfilmen "En god død" indfanger de intense øjeblikke, der uundgåeligt følger med bevidstheden om, at man kun har ganske få dage tilbage at leve i. Vi møder fire kvinder på hospice, dødeligt syge kvinder, der dog lader os få indblik i deres allerinderste tanker og følelser.
"Jeg er bange for at dø!", udbryder den ene pludselig. "Min datter vil ikke se mig mere!", hvisker den anden. Og den tredje lukker op for smertelige barndomsminder: "Det sidste, jeg hørte fra min mor, var: "Du er en dum idiot!". Den fjerde ligger bare helt stille plaget af smerter.
Men der er også smil, humor og latter i filmen, en stemning der sendes godt på vej af et personale med god tid til at sidde ved sengen og lade patienten tale ud om det, der trykker.
"En god død" er en stille film, men efterlader et stærkt indtryk. Vi kommer meget tæt på de fire kvinder og følger dem med sygeplejerskens, lægens, præstens, fysioterapeutens og ikke mindst de pårørendes øjne. Intensiteten og nærværet nærmest stråler fra skærmen, da ægteparret nyder en hyrdetime i sansehaven, mens solens stråler leger på den smerteplagede hustrus kind, og manden bøjer sig ned og giver hende et kys.

Filmen lukker op for fine samtaler
Filmen er instrueret af Estephan Wagner, der oprindelig kommer fra Chile. Han fik selv døden ind på livet, da hans mor blev alvorligt syg og døde. Estephan tog fri i fire måneder for at passe hende i den sidste tid.
- Jeg var glad for at passe min mor, men det var også en meget svær tid. Der er intet hospice i Chile, og jeg kendte heller ikke til konceptet dengang, fortæller han.
Da han mange år senere fortalte historien til en god ven, spurgte denne: "Jamen, hvorfor kom hun ikke på hospice?"
- Det var først der, jeg blev klar over, at det overhovedet fandtes. Så lavede jeg research omkring det, og besluttede at lave en film om det.
"En god død" havde verdenspremiere i New York i september 2013 og på CPH:DOX (Copenhagen Docs) i november samme år. CPH:DOX er Skandinaviens største filmfestival for dokumentarfilm.
- Responsen har været enormt positivt. Det var helt vildt. Mange flere er glade for den, end man umiddelbart skulle tro, fortæller Estephan Wagner, der på det seneste har jeg været rundt i landet og vist filmen på biblioteker. Der er altid meget fine samtaler bagefter, fortæller han.
Filmen er også vist på DR 2.

Maskerne falder af
Der er jo en vis blufærdighed omkring døden - og du kommer utroligt tæt på de døende og de pårørende i mildest talt magtesløse situationer. Hvordan lykkedes det?
- Man skal huske, at de befinder sig i en situation i livet, hvor der ikke sker så meget mere. Her følte de, at de alligevel kunne være med i noget meningsfyldt, og det var de faktisk meget glade for. De kunne se en mening i at fortælle om deres situation. Og det handlede ikke kun om at være på hospice - for det er naturligvis tusind gange bedre end at gå igennem den sidste tid, mens man ligger på hospitalet, hvor man ikke får den samme opmærksomhed og de samme ressourcer til rådighed. For dem handlede det også om noget personligt, om at få deres egen historie fortalt for sidste gang.
Og det er noget af det stærke i filmen. Hvordan virkede det på dig?
- Det virker ærligt. Når man er i den situation, falder mange masker af. Det synes jeg er dejligt. Og det er jeg meget taknemmelig for, når man får disse meget ærlige samtaler og kan optage det.
Hvilket indtryk fik du af personalet?
- De er helt fantastiske! Jeg er fuld af sympati for deres indsats. Jeg viste filmen for en konsulent fra Teknologisk Institut, og han sagde bagefter: "Hør, det kan ikke være rigtigt, at alle sygeplejerskerne er sådan nogle engle!" Men det er de på en eller anden måde. De har virkelig en styrke og en ekspertise af en anden verden. Det gælder både for lægerne og sygeplejerskerne, præsterne og de andre medarbejdere. Også de frivillige - de giver virkelig en god atmosfære alle sammen.

I døden er vi alle lige
Der er kommet flere film og serier om døden de senere år. Hvorfor tror du, vi fokuserer så meget på døden?
- Det er måske et af de mest universelle emner over hovedet. I døden er vi alle lige. Det er ligegyldigt, om man har været rig eller fattig, statsmand eller terrorist - eller hvad som helst. Vi dør alle. Jeg prøver i min film at lukke op for en diskussion og fremme en samtale, hvor man beskæftiger sig med emnet. Selv om der har været flere udsendelser om døden de senere år, synes jeg slet ikke, det er nok. Det er et emne, som der er stor berøringsangst omkring. Som kunstner har man lige præcis en opgave med at lukke op for sådanne emner.
Men hvorfor er det vigtigt at turde snakke om døden omkring sofabordet derhjemme?
- Fordi de fleste har nogen i familien, der er døde eller er ved at dø. De har ikke lært at forholde sig til døden. De ved slet ikke, hvordan de skal håndtere deres følelser, og hvordan de får tingene sagt. Det betyder, at mange ender op ret traumatiserede.

Snak om døden - også med børn
- Det overraskede mig meget, at der ikke var mange børn, der kom til hospicet for at besøge deres bedsteforældre. Jeg spurgte flere forskellige patienter, hvorfor de ikke inviterede deres børnebørn, og hørte næsten hver gang dette svar: "Vi vil gerne have, at vores børnebørn husker os som vi var, da vi var raske!"
- For mig er det en illusion. Vi forandrer os hver dag; vi er ikke de samme, som da vi var 15, 30 eller 50 år. For mig er det en del af livet, når vi er syge, og det er også en del af livet, når vi dør. Hvis vi ikke indser det, når vi er børn, så har vi aldrig lært at forholde os til det, og derfor tror jeg, vi har så svært ved at håndtere døden på en positiv måde.
Hvad sker der, når barnet det ene øjeblik ser mormor rimeligt frisk og det næste øjeblik måske en måned senere ser hende ligge i en kiste?
- Jeg tror, det er et chok. Og fordi vi ikke håndterer det på en sund måde, bliver det bare som en knude indeni os, som et sår, der er meget svært at bearbejde som barn. Hvis man altså ikke er gået gennem hele processen, men bare får et enkelt billede af den her kiste. Det er enormt voldsomt!
- Men hvis man kan snakke med børnene om dødens mulighed gennem hele sygdomsprocessen, så tror jeg, børnene kan takle det ret godt. Hvis ikke man har lært at tale om døden, så vil man blive meget bange, når man en gang selv skal dø. For man har aldrig forholdt sig til det. Derfor giver det god mening for mig at lave filmen, for her bliver det sagt og vist meget tydeligt, men på en fin og elegant måde.

Dokumentarfilmen "En god død" kan ses på www.filmstriben.dk eller på http://danishdox.com/last-dreams