Stærkt troende patienter har større livsvilje

22. maj 2009
Stærkt troende patienter har større livsvilje, dokumenterer en ny amerikansk undersøgelse

En undersøgelse dokumenterer, at stærkt troende med en kræftdiagnose er mere villige til at kæmpe for deres overlevelse end mindre religiøse patienter.

- Troende patienter føler sig ansvarlige og forpligtede til at holde sig i live så længe som muligt, siger den amerikanske professor Holly Prigerson ifølge Ugebrevet Søndag Morgen.

Hun står bag en undersøgelse, der overraskende dokumenterer, at patienter med en stærk religiøs overbevisning i højere grad end mindre religiøse ønsker, at lægerne skal gøre alt for at holde dem i live.

- Man kunne tro, at åndelige patienter vil være mere tilbøjelige til at sige, deres liv er i Guds hænder, og lade ske, hvad der sker. Men undersøgelsen viser, at de ønsker en mere aggressiv behandling, konstaterer lederen af undersøgelsen, Holly Prigerson, der er direktør for Center for Psykosocial Onkologi og Palliativ Plejes forskningsafdeling på Dana-Farber Cancer Institute i Boston.

Ifølge undersøgelsen, der er offentliggjort i Journal af American Medical Association, har patienter med høj grad af positiv religiøs overbevisning og tiltro til Guds omsorg tre gange så stor tilbøjelighed som andre til at søge intensiv livsforlængende behandling i deres sidste uge i live.

Forklaringen er ifølge Holly Prigerson, at livet for religiøse mennesker er helligt og ukrænkeligt. Ifølge undersøgelsen, der fulgte 345 patienter frem til deres død, angav næsten 80 pct., at religion hjalp dem til at overkomme "et moderat omfang" af behandling, mens mere end en tredjedel oplyste, at religion "er den vigtigste forudsætning, for at holde sig i gang".