Stine snakkede med sin døende mor - og fik gode minder at leve på

Sorgen bliver hjemløs, når den elskede dør. Men den har et sted at gå hen, hvis der er gode minder at huske tilbage på. Derfor er det vigtigt at have dybe samtaler med den døende. Samtaler fremkalder minder, som giver glæde, trøst og mening midt i sorgen.

Det erfarer Stine Buje, der for et år siden måtte tage afsked med sin mor på Diakonissestiftelsens Hospice. Smertelindringen gav ro til en værdig livsafslutning efter at mor og datter i sygdomsperioden havde haft mange dybe samtaler. Minderne og de dejlige oplevelser kan Stine nu huske tilbage på og smile over.

Venner sendte 61 fødselsdagskort

Men det var op ad bakke at komme ned i samtalens dybere lag. Først kom chokket over diagnosen. Så kom moderens kamp for overlevelse. Og så sneg apatien sig ind på datteren, som bare kunne se passivt til, mens lungekræften tog over.

- Min mor havde hostet lidt i en periode og fik derfor foretaget en scanning af sine lunger. Da vi sad på hospitalet, sagde lægen, at hun havde uhelbredelig lungekræft i fremskredet stadie. Det kom som et kæmpe chok! Hun havde ikke haft en sygedag i 20 år, og hun røg ikke, fortæller Stine.

Da det første chok havde lagt sig, satte Stine sig for at få det bedste ud af den sidste tid med sin mor.

- Jeg kontaktede hendes venner, kolleger og familie og hørte, om de ville sende en fødselsdagshilsen med deres bedste minde til hendes 61 års fødselsdag. Det lykkedes at indsamle 61 breve - et brev for hvert år. Da jeg overraskede min mor med alle brevene, blev hun helt paf. Hun åbnede det ene brev efter det andet, og minderne begyndte at strømme frem, og hun blev meget rørt og græd af glæde. Der var et hav af køkkenruller omkring sofaen bagefter, husker Stine.

Optog sin mors gode råd

I løbet af samtalerne opstod en fortrolighed mellem mor og datter, fortæller Stine:

- Vi kom tættere på hinanden, end vi nogensinde havde været. Min mor var meget ked af, at hun ikke nåede at blive mormor. Det fyldte meget for os begge to, og vi begyndte at græde, når vi talte om det.

Stine fandt derfor på en måde at bringe emnet på bane, uden at det blev unaturligt og anmassende.

- Jeg fik mine veninder til at fortælle, hvad de spurgte deres mødre om, da de blev mødre. Spørgsmålene skrev jeg ned på nogle postkort og inviterede min mor på Hotel Bella Sky. Mens vi nød den smukke udsigt over Amager Fælled, trak hun et spørgsmål ad gangen og kunne videregive sine erfaringer, uden at føle sig udfrittet. På den måde kom vi rundt om både hendes barndom og min barndom og det at blive mor. Jeg optog samtalen på diktafon. Det er en rigtig stor trøst i sorgen at kunne have hendes stemme med mig. Breve og postkort blev en slags spilleregler, der gjorde, at det var tilladt at tale om de følsomme ting.

Musikken kalder minder frem

Stine brugte også musikken til at fremme samtalen - ligesom musikterapeuter gør på hospice.

- Musik og fest betød meget for min mor. Når jeg besøgte hende på hospitalet, havde jeg altid dårlig samvittighed over at efterlade hende alene bagefter. Så jeg gik hendes plade- og cd-samling igennem og lavede en playliste med 30 sange, som jeg vidste, betød meget for hende. Jeg gav hende en iPod, og da hun fik den, lyttede hun alle sangene igennem. Så fik vi nogle gode samtaler om, hvilke minder hun kunne knytte til hver af sangene. Det blev til samtaler, jeg tror, vi ellers ikke ville have haft.

Hvad betyder det bagefter for dig, at du gjorde dig så umage?

- Hvis jeg ikke havde haft disse samtaler, skulle jeg både kæmpe med sorgen over at have mistet min mor og over ikke at have fået det bedste ud af den sidste tid sammen. Det er hårdt nok at kæmpe med sorgen over at have mistet - men jeg kan mærke, at det er en kæmpe trøst at hvile i, at jeg gjorde mit bedste.

Sorgen er blevet hjemløs

Men du føler stadig sorg?

- Ja, man kan sige, at min sorg er blevet hjemløs. Sorg er hjemløs kærlighed. Jeg har ikke længere noget sted at gøre af min kærlighed, fordi min mor ikke er her længere til at tage imod den. Det er hårdt. Men hvis jeg samtidig skulle kæmpe med sorgen over ikke at have fået det bedste ud af den sidste tid, havde det været endnu sværere.

Kan den hjemløse sorg så finde et hjem i minderne?

- Jeg synes det hjælper. Hver gang jeg tænker tilbage på de minder, bliver jeg fyldt med glæde og smiler over den sidste tid vi havde sammen, og det er en kæmpe hjælp.

Kommer man nogensinde over sorgen?

- Nej, sorgen vil fylde på forskellige måder gennem livet. Det kan være lyde, dufte eller højtider, som gør, at sorgen vender tilbage i forskellig grad. Sorgen er med os altid. Den er ikke noget, vi skal komme over. For mig er sorg et udtryk for kærlighed. Det ville da være sørgeligt, hvis kærligheden forsvinder, når den, man elsker, forsvinder. Men nu vil den fylde, når jeg bliver mor, når det bliver jul og fødselsdag, og hvis jeg går en tur, hvor vi plejede at gå tur sammen.

Vil hjælpe andre pårørende

Efter nogle dage hvor Stines mor havde fået det markant dårligere, tilkaldte datteren en ambulance, som kørte moderen på Bispebjerg Hospitals palliative afdeling, hvor hun blev stabiliseret. Derefter blev hun overført til Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg, hvor hun fik ro, omsorg og smertelindring, inden hun døde efter halvandet års sygdom og trafik frem og tilbage til Rigshospitalet.

Efter det hele var overstået besluttede Stine sig for at skrive den bog, som hun selv havde manglet under moderens sygdomsforløb.

- Det var vigtigt for mig at bruge mine erfaringer til at hjælpe andre pårørende i samme situation. Når vores nærmeste får en uhelbredelig sygdom, er der ofte nogle ting, som vi gerne vil nå at tale med dem om. Desværre er der mange af os, der ikke får sat ord på det, der betyder noget. Årsagen er - ikke overraskende - at det kan være svært. Vores verden falder jo sammen, og derfor kan vi have behov for hjælp til at få det bedste ud af den sidste tid.

I bogen "Snak på livet løs" (TURBINE forlaget) har Stine samlet en række konkrete idéer til, hvordan man som pårørende kan få taget hul på de svære samtaler med sine nærmeste - inden det er for sent.

Af Journalist Svend Løbner