Stjernestunder

Hun var på vej til at gå på pension og vidste, at hun fortsat gerne ville udvikle sig og have pingpong med andre mennesker, ligesom hun havde haft det i den personaleafdeling, hvor hun tidligere havde arbejdet.

Hun følte sig ydmyg, da hun første gang stod foran Sct. Maria Hospice i Vejle. Det var en fuldstændig ukendt verden for hende, men hun blev godt taget imod og har nu været frivillig i tre år.

Blomster Bente, som hun kaldes, står hver fredag på hospicets torv og laver blomsterdekorationer og binder buketter. Blomsterne henter hun i naturen, i haven og i butikker og de bliver delt rundhåndet ud på sengeborde, spiseborde og sofaborde.

Meget ofte er patienterne med til at bestemme, hvordan deres buket skal laves, og er der børn, får de tit lov til at binde deres egne buketter, som de kan give til deres syge far eller mor.

- Man kan sagtens blive bevæget, når man er her. Og det sker da også, at jeg bliver så rørt, at jeg lige skal have et kram af en sygeplejerske. Men det er dejligt at være her. Det ikke trist, som jeg har nogle bekendte, der tror.

- Det værste er, når det er unge mennesker, der dør og efterlader sig små børn. Så bliver jeg nødt til at gå en lang tur i skoven og sparke lidt til bladene, fortæller Bente.

- Man giver så lidt, men får så meget tilbage, konstaterer Bente om arbejdet som frivillig og fortsætter:

- Jeg kan rigtigt gode li´, at her ikke er nogen dagsorden. Jeg kommer her stort set hver uge, og det er sjældent jeg går hjem uden at have haft en stjernestund.

Hvad stjernestunderne præcis består af, er en hemmelighed, for det er fortroligt. Men det handler om små øjeblikke, hvor en særlig blomst, et bestemt ord, et blik, en samtale eller en helt særlig bemærkning kom til at lukke op for noget godt.

- Det handler om at gribe øjeblikket, når man er på hospice.

Af journalist Lene Stærbo