Stor og gratis byggegrund

26. november 2007
Hospice Østjylland har fået tilbudt en stor og gratis byggegrund i Anebjerg

Støtteforeningen for Hospice Østjylland har fået et fantastisk tilbud.
Denne 10.000 m² store grund mellem Skanderborg, Stilling og Fruering, som indgår i den nye "landskabelige by Anebjerg" kan Støtteforeningen for Hospice Østjylland få til opførelse af et hospice.

Området dyrkes nu som landsbrugsjord, men Skanderborg kommune har planer om at indrette en helt ny spændende bydel i området. Der skal rejses skov, og der skal være enge og nærrekreative landskaber i tilknytning hertil. Der skal også opføres boliger, institutioner og anlægges fritids- og sportsfaciliteter, og den nye Frueringvej giver vejadgang til området.
Som en del af dette smukke område, hvor der bliver masser af liv og naturoplevelser, finder Skanderborg kommune, at et hospice vil kunne passe meget fint ind. Støtteforeningen for Hospice Østjylland er enig. Et hospice skal ligge der, hvor livet leves, og omgivelserne er smukke.

Et kommuneplantillæg om Anebjerg blev vedtaget i Skanderborg kommune, før Hospice Østjylland havde besluttet at satse på Skanderborg som hjemsted for det ønskede hospice i den syd-østlige del af Region Midtjylland. Derfor er der ikke taget højde for placeringen af et hospice i kommunens planlægning. Skanderborg Byråd har imidlertid tilkendegivet, at man i den videre planlægning vil arbejde for indplaceringen af et hospice i Anebjergområdet.
Skal vore planer lykkes, forudsætter det, at Region Midtjylland vil indgå driftsoverenskomst med Hospice Østjylland meget gerne til næste år.

Søndag d. 9. december vil man kunne høre mere om både Hospice Østjylland og Anebjerg-projektet på grunden langs Frueringvej tæt ved Vestermøllevej.

Med venlig hilsen
Støtteforeningen for Hospice Østjylland
v. Troels Dolmer
Tlf. 8652 1483
www.hospiceostjylland.dk