Stor pengegave til Hospice Østjylland

09. oktober 2008
Y`s men i Skanderborg har doneret 100.000 kr. til Hospice Østjylland
Støtteforeningen for Hospice Østjylland stod 6/10 for et meget spændende aftenmøde i Lunden i Silkeborg, hvor det blev offentliggjort, at Y`s men i Skanderborg har doneret 100.000 kr. til Hospice Østjylland.

Mødet blev indledt med et foredrag ved Erling Tiedemann - tidl. amtsborgmester i Vejle og tidl. formand for Etisk Råd - hvor han blandt meget andet rejste spørgsmålet om, hvordan forholder vi os til vores eget liv og egen død? Tiedemann tog tilhørerne med i sine tanker om den palliative indsats for den døende, og fremhævede, at også de pårørende og plejepersonalet, som han kaldte "de med-døende" har brug for bistand og omsorg.
Der var efter foredraget en frugtbar dialog mellem de ca. 60 tilhørere og Erling Tiedemann.

Efter foredraget afholdt Støtteforeningen for Hospice Østjylland sin årlige generalforsamling.
Formanden Troels Dolmer fortalte i sin beretning om et fantastisk år med næsten 3-dobling af medlemstallet til nu godt 1150, om gaver og tilsagn om gaver, bla. en gave fra Y`s mens club i Skanderborg på 100.000 kr. Han nævnede opbakning fra kendte personer, fra patientforeninger, fra banker og fra erhvervslivet.

Det naturlige optageområde for et kommende hospice er kommunerne Horsens, Odder, Silkeborg og Skanderborg. Støtteforeningens årlige generalforsamling afholdes derfor på skift i en af disse fire byer, og i år var turen så kommet til Silkeborg. Døende i disse 4 kommuner har svær adgang til hospice enten p.g.a. lang afstand eller manglende plads på hospice, og der bor tilstrækkeligt mange mennesker til at have et hospice med 12 pladser.
Formanden konstaterede, at de nye hospicer i Hvide Sande, Skive og Rønde har betydet et stort løft i plejen af de døende for den vestlige del af Region Midtjylland og for Djursland. Men i den sydøstlige del af Regionen er der ikke kommet et tilsvarende løft i plejen af de døende. Men det må komme, tilføjede han. Og når Regionen beslutter at åbne endnu et hospice, må det placeres, således at det ligger centralt for hele den del af regionen som mangler hospicepladser. Her vil Skanderborg være det bedste sted pga såvel motorvej som tog og busser.

Hospice Østjyllands bestyrelse er efter generalforsamlingen uændret med 2 medlemmer fra Horsens: Finn Petersen og Elsebeth Bank, 2 medlemmer fra Silkeborg: Inga Marie Lunde og Chr. O. Aagaard, 1 medlem fra Odder: Eric Pettersson og 2 medlemmer fra Skanderborg: Dorte Sørensen og Troels Dolmer