Sygehuse skal blive bedre til at tale om tro

19. juni 2009
Teolog og sundhedsforsker Niels Christian Hvidt vil klæde personalet på til at tale om religion.

- Jo mere sofistikeret og krævende den bioteknologiske intervention bliver, jo mindre fokus, overskud og tid risikerer man, at der bliver til det menneskelige og det eksistentielle, siger teolog og sundhedsforsker Niels Christian Hvidt fra Syddansk Universitet.

- Samtidig har der i mange år både hos patienter og personale på sygehusene været tabu at tale om religion og tro, tilføjer han.
Og derfor udgav han de to bøger "Kan tro flytte bjerge" og "Kan bjerge flytte troen". Om sidstnævnte antologi, fortæller Hvidt til kirkeavisen Udfordringen:

- Formålet med at skrive bogen er at bryde det tabu. Vi ønsker, at behandlerne på sygehusene bliver bedre kvalificerede til at tale med patienterne om religiøse og eksistentielle emner. Når undersøgelser viser, at det ligefrem har en helsefremmende effekt på patienterne at diskutere tro og religion med behandlerne på hospitalet, er det trist, at det er så tabuiseret.

- I mange år har man først og fremmest fokuseret på de fantastiske fremskidt, som man har gjort inden for lægevidenskaben, siger Niels Christian Hvidt.

- Alvorlige sygdomme, som man ikke har kunnet stille noget op med tidligere, er man nu i stand til at helbrede. Og det er jo fantastisk. Problemet er bare, at man ikke parallelt med den højteknologiske revolution har udviklet en tilsvarende eksistentiel faglighed og dygtighed.
Men det skulle de to bøger råde bod på. Og den fortløbende forskning i sammenhængen mellem tro og helbred, som Niels Christian Hvidt sammen med kræftlæge Christoffer Johansen er i gang med på Syddansk Universitet.