Tur med Fodslaw til hospicegrund igen en succes

31. august 2009
Støtteforeningen for Hospice Østjylland og Fodslaw Skanderborg gentog succes fra sidste år

Onsdag d. 26. august gentog Støtteforeningen for Hospice Østjylland og Fodslaw Skanderborg succesen fra sidste år, idet 70 personer gik turen fra Fruering Kirke gennem Vester Mølle skoven og sluttede i den ny bydel Anebjerg, hvor et ægtepar har stillet en grund til rådighed for et hospice.

Næstformand i bestyrelsen for Støtteforeningen sognepræst Dorthe Sørensen fortalte om foreningens arbejde. Endvidere refererede Dorte Sørensen til nye tal fra region Midtjylland om indlæggelserne på regionens hospice. Disse tal viser meget tydeligt, at der er et stort behov for et hospice i Østjylland, idet antallet af indlæggelser pr. indbygger i kommuner med et hospice, dvs. Ringkøbing- Skjern, Skive, Syddjurs og Århus, er 3-4 gange højere end indlæggelser i kommunerne Skanderborg, Horsens, Odder og Silkeborg, hvor der er længere til et hospice. Nærhed betyder altså meget for muligheden for at komme på hospice.