Udgående Hospiceteam etableres på Diakonissestiftelsens Hospice

30. marts 2006
Det udgående Hospiceteam er et gratis tilbud rettet mod uhelbredeligt syge mennesker og deres pårørende bosiddende i København og Frederiksberg kommune - klik på overskriften og læs mere

 
 
PRESSEMEDDELELSE 30.03.2006
fra Diakonissestiftelsen:

 
Udgående Hospiceteam etableres på Diakonissestiftelsens Hospice
Hvert år dør ca. 60.000 danskere. Halvdelen af disse mennesker dør på hospitalerne, 22% dør i eget hjem, mens ca. 1% slutter deres liv på et hospice.

Stadig flere uhelbredeligt syge og døende mennesker ønsker at tilbringe den sidste tid i eget hjem. Fra mandag d. 3. april etablerer Diakonissestiftelsens Hospice Det udgående Hospiceteam, hvor speciallæge, sygeplejersker og fysioterapeut tilbyder en højt specialiseret lindrende indsats i patientens eget hjem organiseret i tæt samarbejde med de praktiserende læger og kommunale hjemmepleje. Derudover inddrager vi patientens sognepræst og socialrådgiver efter behov.

Det udgående Hospiceteam er et gratis tilbud rettet mod uhelbredeligt syge mennesker og deres pårørende bosiddende i København og Frederiksberg kommune.

Der er tre målgrupper for Det udgående Hospiceteam. Tilbudet retter sig mod dem, der ønsker at dø hjemme, mod de patienter, som udskrives fra Diakonissestiftelsens Hospice og mod dem som ønsker at bliver længst muligt i eget hjem for siden at afslutte livet på enten Hospice eller hospital. Det udgående Hospiceteam er et supplement til den indsats som ydes af egen læge og hjemmeplejen.

Det udgående Hospiceteam ønsker at bringe den lindring, der kendetegner hospicetanken, hjem til den enkelte patient. Målet er at skabe et mere sammenhængende patientforløb, hvor patientens og de pårørendes behov er i centrum for den lindrende indsats.

Når Det udgående Hospiceteam er veletableret, er det en drøm at kunne etablere et hospice dagcenter i tilknytning til Diakonissestiftelsens Hospice.


Spørgsmål om Det udgående Hospice kan rettes til:

Helle Tingrupp, hospicechef, tlf: 38 38 49 49, helle-tingrupp@diakonissen.dk

Diakonissestiftelsens udgående Hospiceteam, tlf: 38 38 49 50 (hverdage ml kl. 8.30 og kl. 15.30)
 
____________________________________________________________________
 
Diakonissestiftelsens Hospice
 
Diakonissestiftelsens Hospice er en selvejende institution, der drives efter overenskomst med Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S).
 
Besøg hjemmesiden