Udsigtsløs behandling bør stoppe i tide

02. februar 2015
Læger skal tage den svære samtale med døende og deres pårørende, mener Videbæk

Stop den udsigtsløse behandling i tide, så døende kan nå at sige farvel til deres kære.

Det mener Tove Videbæk, der som landsformand for Hospice Forum Danmark har fulgt med i den seneste debat om at behandling af døende fortsætter for længe.

Dermed tilslutter foreningen sig anbefalingerne fra Det Etiske Råd: "Vi kan behandle mere end nogensinde, men nogle gange fortsætter behandlingen, selvom det er udsigtsløst. Det er en problemstilling, som bliver stadig mere aktuel i det danske sundhedsvæsen,"  siger rådets formand Jacob Birkler til Kristeligt Dagblad.

Tove Videbæk er enig og tilføjer:

- Jeg er sikker på, at lægerne bliver ved med at behandle de dødeligt syge i bedste mening. Men problemet er, at de meget sene henvisninger til palliation kan give dårlige livsafslutninger. Vi ser jo døende komme på hospice 2-3 dage, før de dør. Det er synd både for patienten og for deres pårørende. Ingen af dem når at forsone sig med døden, siger hun.

I stedet for en rolig død omgivet af sine kære, bliver både patient og pårørende stressede, mener hun:

- De når måske ikke alt det, de gerne ville have nået, inden den kære døde. De når ikke at sige farvel til alle dem, de gerne lige ville have set en sidste gang. Og de pårørende sidder måske tilbage med mange spørgsmål - og en stor sorg.

Tove Videbæk har et konkret forslag til, hvordan døende kan sikres en så god livsafslutning som muligt:

- Lægerne skal blive bedre til "den svære samtale" og til at sige stop, når de kan se at videre behandling er udsigtsløs, siger hun og tilføjer:

- Heldigvis er lægerne selv opmærksomme på det, og vi må håbe, at det fremadrettet viser sig ved, at døende bliver henvist til palliation så tidligt, at de kan nå at sige farvel - på alle de måder, de måtte ønske det, og til alle de mennesker, som de har behov for og ønsker at sige farvel til.