Ung far kæmper for nyt børnehospice

21. september 2015
René Folmann Iversen mistede sin søn som spæd. Nu vil han starte børnehospice


Rene Folmann Iversen mistede sin søn Nord sidste år, kun fem måneder gammel. Nu håber han, at et børnehospice kan betyde bedre hjælp til forældre, der står i samme situation som han og hustruen Sandra. Deres lille dreng blev født med en sjælden, genetisk lidelse, og han fik utallige, epileptiske anfald. Sygehuset kunne ikke gøre andet end at symptombehandle epilepsien, og familien blev udskrevet igen. Nu var de overladt til at pleje deres søn på bedste beskub og måtte selv finde ud af, hvordan de kunne få pasningsorlov. Hjælpen fra sundhedsvæsenet var næsten ikke-eksisterende. De fik kun en sidste hjælp gennem et ugentligt besøg af en hjemmesygeplejerske, telefonisk kontakt til en læge og nye indlæggelser.


Det traumatiske forløb skal ingen andre opleve, mener René Folmann Iversen fra Fredericia og derfor vil han nu arbejde for et børnehospice i Silkeborg. Han har sagt ja til at gå ind i bestyrelsen for en kommende støtteforening.


-Det er ikke alle børn med alvorlige sygdomme, der skal på hospice, men på et børnehospice kan man oparbejde en ekspertise, der slet ikke findes i Danmark lige nu, som forældre kan trække på, siger Rene Folmann Iversen til Midtjyllands Avis.


- Hvis der havde været et hospice for os, så kunne personalet forhåbentlig have taget nogle af de lidt mere traumatiserende oplevelser. Mit håb er, at når vi får et hospice, så er der nogen, som man kan kontakte og spørge til råds.


En undersøgelse viser, at der i Danmark dør 150 børn om året på 2-19 år, der kunne have behov for smertelindring.

Det er Lions Club Theodora og Hospice Forum Danmark, der siden foråret har arbejdet på at stifte en støtteforening for et børnehospice i Silkeborg.


Der bliver holdt stiftende generalforsamling for Støtteforeningen for Solstrålen onsdag 23. september kl.18 i Medborgerhuset i Silkeborg.