Ung på Hospice

Jeg er med mine 24 vintre en af de yngre frivillige tilknyttet Sct. Maria Hospice.

For mig er det et spændende miljø - men også en udfordring at være i. Jeg kom til at reflektere over det - og hvad, dét at være frivillig, betød for mig, da jeg et par gange har mødt undren og spørgsmål herom. Jeg er af et par omgange indirekte blevet spurgt om, "Det ikke blot var for at få det på mit CV, når jeg er så ung" eller, at min frivillighed og baggrund som social- og sundhedsassistent ikke kunne bruges som et fripas til sygeplejerskeskolen.

I mange henseender har jeg lyst til at sige, at det lige præcis er dét, det er. At jeg vil bruge det som et fripas eller at bruge det som en del af mit CV.

Men for mig er det at være frivillig meget mere end bare at være frivillig. For mig er det at være frivillig et frirum hvor, jeg kan møde den enkelte og dennes pårørende lige dér, hvor JEG (og de pårørende) har lyst - med alt hvad der hører til. Som frivillig skal jeg kun koncentrere mig om at være, at lytte, at grine og græde. Der er ingen dokumentation, ingen tidsrammer - kun at rumme.

Jeg synes, at hospice er et fantastisk forum. Et forum hvor der er plads til alle. At der er plads til at alle kan være, ligesom man er.

Min motivation for at være en del af et frivilligt team drives af lysten for at være noget for nogen. At kunne give et smil på vejen, at være med til at gøre en dag bare en smule bedre.  Jeg elsker at være sammen i en enighed, hvor vi er forskellige generationer, karrierer og aldre, da vi kan bidrage med forskellige ting til vores hospice. Jeg tager tit for givet, hvad mine forældres generationer har gjort for samfundet og gamle husråd, måder at tænke og viljen til at gøre og handle. Det samme gælder mine bedsteforældre. Jeg tager tit for givet, at min generation er heldigere stillet end andre. At andre mennesker har kæmpet hårdere kampe end mig, og at vi skal hylde dette. Jeg synes, det er fantastisk at kunne spare med hinanden på den måde. Jeg ved, at jeg altid kan bruge mine med-frivillige til et råd på vejen eller et smil. At vi også kan være noget for hinanden.

På trods af min unge alder synes jeg, at det er spændende at samarbejde med mine andre med-frivillige, men så sandelig også fagpersonalet. For mig er vi en enighed sammen med de pårørende og patienterne. Uden hinanden ville vi blot være endnu et tilbud i sundhedssystemet. Det unikke for mig ved frivillighed på et hospice er, at vi kan skabe dét liv, det sammenhold - den ro, men samtidig også det sjov, som gør at man kan være indlagt på et hospice. Frivilligheden, lysten og viljen til at kunne skabe noget samme - og en ramme for at kunne løfte niveauet for et fællesskab et nøk højere.

Jeg vil for ingenting i verden bytte min frivillighed på hospice ud. Jeg er taknemmelig for de ting og det fællesskab, som det har givet mig, den erfaring som det har medført - men også de smil og grin - og alvor, som det har medført.  For sammen er vi stærkere. For på et hospice kan alt mellem himmel og jord ske.

Husk nu at kysse det satans liv! For alt i verden! Ingen ved hvad morgendagen bringer.