Værdig begravelse til ensomme døende, tak!

09. december 2013
Nogle døde bliver blot brændt og gravet ned uden videre - det er forkert, mener Tove Videbæk.

Nogle døde bliver blot brændt og gravet ned uden videre - det er forkert, mener Tove Videbæk.

- Jeg synes, at vi har et etisk problem, når et dødt menneske blot bliver hentet, brændt og gravet ned uden videre, skriver landsformand i Hospice Forum Danmark i en klumme i Kristeligt Dagblad.

Hun efterlyser mere værdighed omkring begravelse af døde, som er uden pårørende.

Kommuner må tage sig af begravelsen, fordi der ikke er familie, venner eller andre pårørende, som melder sig, på trods af at kommunen har efterlyst dem via annoncer med videre.
- En præst fortalte mig, at der i hans kommune flere gange om året foregik begravelser, som kommunen var nødt til at tage sig af, da der ikke var pårørende, der meldte sig. Men - tilføjede han - disse kommunale begravelser foregik ofte uden nogen form for højtidelighed. Uden blomster. Uden en enkelt sang. Uden et farvel. Og han mente: uden respekt for den afdøde, fortæller Tove Videbæk.

Kommunen havde indgået aftale med et begravelsesfirma, som tog sig af sagen.
- Det vil sige: firmaet kom, hentede afdøde og kørte vedkommende direkte til et krematorium. Når afdøde var brændt, kørte firmaet asken til kirkegården og gravede urnen ned. Sådan! Det var det, firmaet var bestilt til. Det var det, der var betalt for. Og det var så det, de gjorde. Jeg synes, at det var rystende at høre om. Jeg fattede ikke, at det kunne være sandt. Men ved nærmere undersøgelse fandt jeg ud af, jo, sådan kunne det faktisk foregå.

Hun synes, der er et etisk problem her, skriver hun i klummen "Etisk set" i Kristeligt Dagblad. Hun afslutter sit indlæg om værdighed i forbindelse med begravelse af ensomme døde:
- Har vi ikke et etisk problem, når et dødt menneske blot bliver hentet (som en pakke), brændt og så gravet ned uden videre? Kunne der ikke forlanges, at der i det mindste skal være en lille højtidelighed? Vises lidt respekt?

"Etisk set" bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og altså Tove Videbæk, der også er tidligere folketingsmedlem.