Vi fik mulighed for at opfylde hendes ønsker

Louises mor tegnede selv sit gravsted og blomsterne til kisten. Hun valgte, hvilke sange der skulle synges i kirken. Og hvem der skulle bage boller til mindesammenkomsten. Louises energiske og livsglade mor var syg. Hun var på hospice. Her lå hun med udsigt ud over Frederikshavn og planlagde sin egen begravelse, mens familien forsøgte at vænne sig til tanken om, at det var den vej, det gik.

"Hele livssituationen havde pludselig ændret sig for os alle sammen. Hun skulle dø. Og vi som pårørende skulle af med hende og finde ud af ikke at have hende i vores liv," siger Louise Mortensen, som var 19 år gammel, da hendes mor døde af modermærkekræft i 2018.

Charlotte X blev 45 år gammel. Hun boede 42 døgn på Hospice Vendsyssel og holdt fast i sin glæde ved livet til det sidste. "Jeg kunne slet ikke forholde mig til det," siger Louise. "Hvordan kunne hun være så glad, når hun vidste, at hun skulle dø?"

Det var svært at forstå for hele familien. Svært at tale om. Og da sygeplejerskerne foreslog familien, at de kiggede i det lille hæfte Min sidste vilje og fik talt om moderens egne ønsker til begravelsen, virkede det helt forkert.

"Jeg var skeptisk. Jeg syntes, at det var virkelig svært at planlægge sådan noget. Det virkede som at foregribe situationen."

Nu. Ikke om to måneder

Familien vidste godt, at Charlotte skulle dø. De talte bare ikke om det. Louises far og lillesøster på 17 trak sig i begyndelsen og havde svært ved at være i situationen. Det havde Louise også. Hun skulle starte i 3. g og havde ikke lyst til at have en mor på hospice og en masse usagte ord i familien. Men sådan var det. Alle vidste, hvor det ville ende. Og Charlotte sagde selv, at de bare måtte få det bedste ud af den tid, der var tilbage.

"Jeg prøvede at sige til min far og søster, at det var nu, vi havde hende. Ikke om to måneder," siger Louise og fortæller, at de endte med at få nogle fine snakke.

"Jeg tog mig sammen til at spørge min mor, om hun var bange for at dø. Hun har altid været den, der har spurgt, hvordan jeg har det. Jeg følte mig helt egoistisk over, at det var så svært for mig at spørge, hvordan hun havde det. Det var jo hende, der skulle væk herfra. Men jo mere vi snakkede om det, jo mere gik det op for mig, at vi skulle væk fra hinanden."

Det var også det, der var det svære for Louises mor. Hun var ikke bange for at dø, men ked af at forlade sine piger og alt det, der skulle komme.

Alt var på plads

Den første svære snak blev til flere. Og på et tidspunkt fandt familien det lille hæfte, som sygeplejerskerne havde givet dem, frem igen. Gravsten, dødsannonce, kiste, kirke, lød nogle af punkterne. Pynt, forsikring, digital arv lød andre. De tog dem fra en ende af.

"Det var med til at sætte ord på nogle af de ting, vi ikke ville have snakket om eller tænkt på af os selv," siger Louise.

Og det er lige præcis det, der er tanken bag hæftet fra Landsforeningen Liv & Død. At få bundet sløjfe på nogle af de løse ender i et menneskeliv og få talt om også de små detaljer, som kan fylde, når man skal planlægge en begravelse.

"Det gav følelsen af, at der var styr på et eller andet i alt det kaos, vi befandt os i. Det var en lettelse at vide, præcis hvad mor ønskede," siger Louise og fortæller, at selv bedemanden var imponeret over planlægningen og alle detaljerne.

"Vi skulle ikke til at diskutere noget, tage store beslutninger eller tage stilling til alt muligt. Mit hoved var et helt andet sted, da mor var død, så at have hendes ønsker gjorde det bare meget mere overskueligt for os."

Alt gik (næsten) som planlagt

Det blev en smuk begravelse, det siger alle. Dagen blev præcis, som Louises mor havde ønsket og planlagt. Bortset fra en enkelt ting.

En lille orange sommerfugl havde fundet vej ind i kirken, hvor den svævede rundt mellem de sørgende på bænkerækkerne og satte sig lidt hist og lidt pist under højtideligheden. Det lagde flere gæster mærke til, fortæller Louise. Mange mente, at det måtte være Charlotte, der lige holdt øje med, om de nu fulgte planen.

"Vi lavede lidt sjov med det, men det har været en kæmpe hjælp at få planlagt alt det her på forhånd. Det betyder også noget i dag, at jeg har været med til at give min mor, den begravelse hun ønskede. Det er en ro for mig, når det nu ikke kunne være anderledes."