Vi sætter pris på ildsjælene

Det gjaldt en gruppe frivillige ved Hospice Djursland, som fik en pris for deres livshistorieprojekt "En stemme, der aldrig forsvinder", to sygeplejersker fra Hospice Limfjord, som fik prisen for deres projekt "Hospice i børnehøjde", og endelig to frivillige ved Arresødal Hospice, som fik en pris for flere gange om ugen at tage patienterne med på cykeltur.

Stemmen, der aldrig forsvinder

På Hospice Djursland har de i flere år haft et tilbud om, at patienterne kan fortælle deres livshistorie til frivillige, som skriver den ned for eftertiden. Men for et par år siden tog fortællingerne en ny drejning.

En ægtefælle til en patient spurgte den gang, om det kunne lade sig gøre at få lavet en lydoptagelse med hans kone, hvor hun fortalte om to konkrete begivenheder i sit liv, som hun aldrig glemte. Det kunne det, og efterfølgende blev interviewet redigeret og monteret med hendes yndlingsmusik og derefter givet til familien.

Efter sin kones død fortalte manden til hospice, at det har stor betydning for ham og hans børn, at de fortsat kan lytte til deres mors og kones stemme. At den aldrig helt forsvinder.

Det blev afsættet for Hospice Djurslands projekt: "En stemme, der aldrig forsvinder".

Frivilligkoordinator, souschef, musikterapeut og frivillige har arbejdet sammen om at finde den helt rigtige metode til at fortælle patienternes historie. De har søgt fondsmidler, så de kunne tilknytte en radiojournalist som underviser og konsulent, og de har købt udstyr til optagelser og redigering.

Patienter og pårørende blev i startfasen interviewet om, hvad de syntes om at deltage, og hvad optagelserne har betydet for dem.
"Det er helt tydeligt, at det betyder meget for både patienten og de pårørende at få deres historie på lyd. Man kan høre grin og pauser. Og patientens egen måde at udtrykke sig på vil de pårørende for altid kunne lytte til", fortalte en af de frivillige på Hospice Djursland, da de modtog prisen.

Hospice i børnehøjde

På Hospice Limfjord har man en målsætning om at ville gå i dialog med børn om svære emner som uhelbredelig sygdom, tab og sorg. Emner, som de voksne, der er omkring børnene, ofte har svært ved at tale med børnene om.

To sygeplejersker, Susanne Mejdal og Iben Holøv Thomsen, har derfor udviklet projektet "Hospice i børnehøjde", hvor de tilbyder et undervisningsforløb til skoler i Skive Kommune. Igennem dialog med børnene ønsker de at være med til at afmystificere og afdramatisere døden.

"Vi ønsker at bryde tabuet omkring at tale om døden, og vi vil gerne give børnene nogle redskaber til, hvordan man fx kan støtte en skolekammerat, der har mistet en bedsteforælder eller har en alvorligt syg forælder", fortæller sygeplejerske Susanne Mejdal.

Samtidig vil sygeplejerskerne gerne introducere hospicefilosofien for børnene. Og det lykkes til fulde, viser nogle af de tilbagemeldinger, de har fået.

"Et barn skrev til os: "Jeg har fundet ud af, at man ikke kommer på hospice for at dø, men for at leve til man dør", som Iben Holøv Thomsen citerede, da de to modtog prisen for deres ildsjæleprojekt.

En god snak med vinden i håret

En åbenhjertig og god snak er ind imellem lettere, når man ikke sidder overfor hinanden ved et bord.

Det er bare én af ting, der står helt klart for to frivillige, Arne Frederiksen og Palle Danekilde, fra Arresødal Hospice, som fik en ildsjælepris for deres mange ugentlige cykelture med patienter.

"Der sker en masse mellem to mennesker, der sidder ved siden af hinanden og taler sammen. Uden øjenkontakt, men med udsigt til verden", som frivilligkoordinator Lone Clemen sagde, da hun modtog prisen på de frivilliges vegne.

Lone Clemen søgte sidste år en fond om penge til en side-by-side-cykel med den begrundelse, at patienter - og pårørende - ville have godt af både lys, luft, motion og den gode snak, sådan en tur kan afstedkomme.

Hendes fornemmelse har holdt stik. I dag bliver der cyklet tre gange om ugen, og ofte må de to frivillige tage en venteliste i brug for, at alle, der har lyst, nu også kommer ud på tur.