Vi skal jo bare være der

Hun har været frivillig i 10 år og bliver brugt som lidt af en blæksprutte til mange forskellige opgaver blandt andet som værtinde ved måltiderne.

- For mig giver det i den grad mening at være sammen med patienter og pårørende, og det er fuldstændig ligegyldigt om jeg skal vaske op, læse en historie for en, lytte, rydde op eller holde en i hånden. Der går heller ikke noget fra mig, fordi jeg skal sidde oppe en hel nat. Vi skal jo bare være der, siger Ruth, der af og til har en vågevagt, hvor man sidder hos en døende om natten.

- Det kan være en patient, der er urolig eller bange for at lægge sig til at sove. Der hjælper det ofte, hvis der er en anden. Det kan aflaste i en familie, der er ved at være kørt træt, at de ved, at der er et menneske hos deres pårørende hele natten. Og jeg kan jo bare sove, når jeg kommer hjem, siger Ruth, der gennem et langt liv med skiftende arbejdstider alligevel ikke har en helt fast døgnrytme.

Hun nyder, at hun bare skal være der, når hun er på hospice.

- Vi skal ikke lave arbejdet. Det gør sygeplejerskerne og de andre personaler. Når jeg sidder sammen med en døende om natten, så skal jeg slet ikke andet, siger Ruth, der synes hun lærer meget om sine medmennesker og om sig selv, når hun er frivillig.

- Man lærer i høj grad at sætte pris på øjeblikket og de små ting, siger Ruth med et smil. Hun fylder snart 75 år.

- Men jeg bliver ved med at være frivillig her, så længe jeg har fysik til det. Så længe jeg er rask. Der er jo ingen, der kender morgendagen.

Af journalist Lene Stærbo