Vigga Bro: Hospice sikrer en værdig død

- Hospice er svaret på, hvordan mennesket får en værdig død og mærker kærlighed til den sidste time.

Det sagde skuespiller på Hospice Forum Danmarks årsmøde lørdag den 25. april i Fredericia. Hun har selv besøgt hospicer og har lagt mærke til forskellen fra et almindeligt hospital.

- Enkelheden er slående. Den kan kun være til stede på hospice, for her er døden ikke tabu. Det er den ellers overalt i Danmark. Vi får ansigtsløftninger og nye bryster og alt muligt for at leve længere.

Medvirker i Stille hjerter

Vigga Bro medvirkede i Bille Augusts film Stille hjerter, som "liner alle dødens dilemmaer op", sagde hun og anbefalede årsmødedeltagerne at se filmen.

Og der er brug for at tale om døden, mener hun.

- Når jeg træder ind på hospice, må jeg sige: Dette er smukt. Men ude i verden er døden ikke rar. Den er tabu. Jeg håber, at denne smukke ø - hospiceideen - breder sig ud til siderne, så vi får et andet forhold til døden ude i verden.

Voksede op med døden tæt på

Vigga Bro har haft døden tæt inde på livet helt fra fødslen.

- Jeg blev født to måneder, efter min far døde. Min mor elskede ham højt. Jeg blev avlet, da han vidste, at han skulle dø. Mor syntes, at hun havde fået en gave fra ham, hans sidste gave. Hun havde regnet med en lille Viggo, for det hed min far, men da jeg blev en pige, kom jeg til at hedde Vigga.

Vigga Bro er vokset op med en bevidsthed om, at døden er en del af livet.

- Min afdøde far var ligesom med os hele tiden. Der var så meget der hed "far", så jeg i virkeligheden voksede op med en far, der var lige så nærværende, som hvis han levede.

Den store sorg

Der var altid en stor sorg som dog ikke fik lov til at overskygge noget i barndomshjemmet, fortæller Vigga Bro.

- Hver søndag gik vi hen til kirkegården og så gravstenen for min far Viggo Bro. Og der lod mor den store sorg komme frem, mens vi børn så på. Først på vejen hjem begyndte sorgen at forsvinde. Men der var altid en smule sorg tilbage i folderen på gardinerne.

- Et menneske har to liv. Et liv man lever indtil man dør. Og et liv man lever som smukke minder i de efterladtes hjerter, fastslog Vigga Bro.

Livsforlængende behandling giver dårlige minder

Hun fortalte om sit møde med døden op gennem et langt liv - men det har ikke altid været behageligt.

- Da min mor var døende, lavede vi vores eget hospice, idet vi fire børn skiftedes til at være om hende til det sidste. Lægerne prøvede med al slags medicin at forlænge hendes liv nogle måneder, og hun lå og vred sig og udholdt smerterne tappert. Det blev så det billede, vi husker. Ikke den livsglade kvinde i hjemlige omgivelser, hvor folk kom og gik. Efter det, meldte jeg mig ind i en forening, hvor man kunne skrive sit livstestamente, dvs. hvor man selv kunne bestemme, hvordan ens liv skal slutte. At man ikke vil holdes i live for enhver pris, men have lov til at dø en naturlig død.

Hospicefilosofien bør brede sig til hele samfundet

- Efter hånden er der så mange besparelser, at vi glemmer mennesker. Respekten for livet er væk, der er kun (slet:er) respekten for overlevelse tilbage. Hele familien arbejder for at få enderne til at mødes, og der er så få muligheder for at tage fri og passe sine syge. Denne sidste periode bliver der ikke talt om, men hvis vi ikke gør det, kan vi aldrig tage os bedre af vore døende.

Hospice er svaret på dette dilemma, mener Vigga Bro. Her kan vi give patienter en værdig død i smukke omgivelser.

- Jeg ville bare ønske, at denne idé kunne brede sig ud i hele samfundet, så vi tør tale om døden, forberede os på den, og være der for vore døende og respektere deres dødsmåde, sagde hun.