Vigga Bro: 'Tag stilling til døden, og snak om den'

Bille Augusts film "Stille hjerte" udstiller dilemmaer, når døden nærmer sig. En af filmens skuespillere, Vigga Bro, medvirker på Hospice Forum Danmarks årsmøde i april.

Vigga Bro medvirker i Bille Augusts film "Stille hjerte", hvor en dødeligt syg mor samler sin familie en weekend, inden hun planlægger at modtage aktiv dødshjælp. Vigga Bro fortæller om filmen og sit forhold til døden på Hospice Forum Danmarks årsmøde på Hotel Trinity ved Fredericia lørdag den 25. april 2015. 

Dødens dilemmaer

Filmen "Stille Hjerte" udstiller de mange dilemmaer, som opstår for både den døende og de pårørende, når et liv nærmer sig sin afslutning. Hvordan afsluttes det værdigt, og hvem skal det være værdigt for - den døende selv eller de pårørende?

Hospice Forum Danmarks protektor skuespiller Ghita Nørby spiller den døende matriark Esther, der tager afsked med sin mand (Morten Grundwald) og sine børn og svigerbørn (Paprika Steen, Danica Curcic, Pilou Asbæk, Jens Albinus og veninden Vigga Bro).

Selv om skuespillere er vant til at spille forskellige roller - også roller, de er uenige med - har Christian Torpes manuskript i Bille Augusts iscenesættelse efterladt sig tydelige spor i Vigga Bro.

- Det ville også være mærkeligt andet, smiler hun. - Og filmen er lavet på en måde, så man får sympati for hovedpersonen. Hendes livssituation vil blive så forfærdelig, at det vil være ren tortur, hvis hun ikke på en eller anden måde bliver sørget for.

Måtte tidligt forholde sig til døden

Vigga Bro forholdt sig selv som ung til døden og tegnede allerede som 32årig et livstestamente for at kunne bestemme over sit eget liv, hvis hun blev så dødeligt syg, at hun ikke kunne afgøre, om hun vil leve eller dø. 

- Som ganske ung så jeg et menneske, som jeg holdt meget af, lide forfærdeligt op til sin død og være fortvivlet over at have mistet sin hjernekapacitet. Hun sørgede over det, fordi hun kunne forstå sin egen fortvivlede situation. Jeg meldte mig ind i "Mit livstestamente", fordi jeg synes, at vi en gang imellem byder vores medmennesker noget, som vi aldrig ville byde vores hund!

- Samtidig har jeg været rundt på forskellige hospicer og været utroligt respektfuldt glad for, hvad jeg har set. Jo, du kan give rigtig mange mennesker en smuk død, det kan du. Men jeg har også selv oplevet, hvordan man på hospitaler har givet folk en rædselsfuld død, en respektløs behandling.

Respektløs behandling på hospitalet

Der bliveren kort pause, inden Vigga Bro fortsætter:

- Jeg har to gange siddet ved et døende menneske, den ene gang var det ved min forhenværende svigermor, der lå på hospitalsgangen og døde, mens folk gik frem og tilbage og råbte til hinanden. Det var ikke morsomt! Og da min mand lå for døden, blev han lagt ind på en stue, hvor der i forvejen lå en døende. Denne mand var døv og larmede med høje kvælningslyde, så min mand og jeg ikke kunne tale sammen. Selv om jeg bad sundhedspersonalet om en anden stue, gik der et helt døgn, inden min mand blev flyttet. Det var en lidelse. Han døde dagen efter.

Vigga Bro konkluderer:

- Det er ikke rimeligt at et menneske skal ligge og lide på den måde. Det harmer mig!

Hospice giver mulighed for en smuk død

Og derfor glæder hun sig over, at uhelbredeligt syge på hospice kan få det, hun kalder "en smuk død":

- På hospice kan man få en værdig død, som ikke fås andre steder. Og derfor tager jeg da også rundt på hospice og fortæller historier. Jeg synes, der gøres et fantastisk arbejde på landets hospicer, men det er desværre et fåtal, som når at komme der.

- Hvis man kan få lov til at afslutte sit liv under så gode forhold som på hospice, så vil man nok gerne blive ved med livet. Hvis jeg kan få smertelindring og blive behandlet respektfuldt, opstår der nye muligheder. Og så vil jeg nok sige: "Jamen, jeg kan jo leve meget længere, end jeg havde regnet med!"

- Samtidig mener jeg, at det er den døende selv, der skal bestemme over sit eget liv - ikke børnene!

Vigga Bro henviser til filmen Stille hjerte, hvor børnene gør alt for at påvirke morens dramatiske beslutning.

- Børnene har ikke ret til at råde over deres mor. Det er i det hele taget en ulykke, at børn tror, at de ejer deres mor og far. "Mor og far skal være sådan, som vi vil have dem!" De tænker ikke på, at forældrene skal leve deres eget liv. Børn ejer ikke deres forældre.

Ufornuftigt at idyllisere døden

Filmen beskriver børnenes dilemma, selv om det er morens situation, der fremstår som hovedtemaet. mener Vigga Bro.

- Havde børnene fået deres vilje, ville de have set deres mor gå en forfærdelig tid i møde, og så ville de blive ulykkelige, fordi de vidste at det var dem, der havde sørget for det. På den anden side er morens idyllisering af hendes sidste dage jo ikke fornuftig. Hun taler ikke ærligt om sin død. Hun leger på en måde situationen normal og laver jokes. Det er også det, der gør filmen stor. Hun fremstilles ikke som en helt, for det er hun ikke.

Lad os tale om døden!

Vigga Bro håber foredraget på årsmødet kan afføde en god diskussion om døden og dilemmaerne omkring begrebet værdighed og aktiv dødshjælp.

- Ikke fordi, jeg tror "hospicemennesker" har svært ved at tale om døden. Men alle vi andre skal lære at tale om døden og ikke spille skuespil for hinanden ligesom matriarken Esther i filmen.

- Jeg har lavet et helt teaterstykke om døden, som jeg kaldte ".og snart skal man jo dø". Jeg kunne ikke sælge det, og så måtte jeg lave titlen om. Derefter solgte jeg det over hundrede gange. Så bange er folk for at dø! Selv om det eneste, vi kan være sikre på, er, at vi skal dø.

- Så lad os da tale om det! slutter Vigga Bro.