Vitamin-indsprøjtning at komme på hospice

Af Svend Løbner
 

- Min farmor blomstrede op på hospice. Medicinforbruget er halveret, og hun spiser, er glad og går rundt. Så nu er hun udskrevet.

Bemærkningen kommer spontant fra it-specialist Jonas Qvist ved et kursus i streaming af lyd og video til mobiltelefonen.

Han forklarer i en pause:

- Min farmor er bange og utroligt ked af at være på hospitalet, men på hospice bliver hun glad, smilende, gående. Hun har lyst til at spise og lyst til at snakke. Det er utroligt hvad en enkeltmandsstue med fjernsyn og en sygeplejerske, der kommer og smiler til én, kan gøre!
 

Må holde øje hele tiden

Efter kurset fortæller Jonas Qvist om sygdomsforløbet, som desværre også kaster en skygge over sygehusvæsenet.

- Min farmor bliver indlagt på Herlev Sygehus. Hun har kræft, og hendes nyrer er ved at stå af. Lungerne er dårlige på grund af rygning, og det er meget skidt det hele.

Han holder en kort pause og sukker, inden han fortsætter:

- Hun ligger der et par måneder, og vi bliver mere og mere chokerede over den måde, hun bliver passet på. Vi føler nærmest, at vi skal være der hele tiden for at holde øje med hende og for at se til, at hun bliver behandlet ordentligt.
 

Traumatiserende oplevelse

Hvorfor det?

- De kommunikerer ikke med hende; de er meget hårde over for hende, synes jeg. En sygeplejerske har meget svært ved at finde hendes blodårer og stikker hende overalt. Min farmor er gammel og bliver diffus på grund af, at hun mangler væske. Det begynder faktisk at være ret traumatisk for hende at være der.

Jonas Qvist møder op på sygehuset et par gange om dagen på skift med sin farfar og sin kæreste for at passe på farmoren og sørge for, at hun får noget at drikke og spise. Og så har de lejlighed til at tale med sygeplejerskerne og de læger, der kommer en gang imellem.

- Min kæreste er dyrlæge og får lov til at kigge i journalen. Her finder hun flere fejl, som må rettes, fortæller Jonas.
 

Blev frisk og glad

Efter to måneder kan lægerne ikke gøre mere, og på halvanden uge visiteres farmoren til hospice Søndergaard i Måløv.

- Fra at hun er bange og utroligt ked af at være på hospitalet - og det er hun stadig da hun kommer ud på hospice, de første tre dage - så går det til at blive at hun er blomstrende, glad, smilende, gående. Hun har lyst til at spise, lyst til at snakke. Der var også god mad, skal det siges. Det er jo klart, at hvis man får et tørt stykke rugbrød, som man næsten ikke kan synke, så har man jo ikke lyst til at spise det. Men hvis det er nybagt rugbrød med laks så glider det bare ned.

Hun var på hospice et par måneder, der kom en frisør ud og klippede hende, der var massage, og der var klaverspil en time hver onsdag, fortæller Jonas Qvist.

- Når jeg tænker tilbage, bliver jeg helt rørt. Det var bare så fantastisk en oplevelse. Før var jeg bekymret, men nu er det en fornøjelse at besøge hende. Den selvstændighed, der er på værelserne, betyder meget. Jeg er velkommen til at tage min hund med derud, som hun er vældig glad for. Der er bare nogle gode værdier.
 

Halverede medicinforbruget

Hvordan gik det rent lægeligt, da hun kom på hospice?

- Den lægelige behandling blev reduceret, fordi hun blev bedre. Når de stak i hende på sygehuset, var det for at give hende medicin eller væske. Men på hospice havde hun det så godt, at hun ikke behøvede det i samme grad.

- De fandt også ud af, at hun fik alt for meget medicin. Hun skulle spise 30-40 piller om dagen på hospitalet. Det skar de lige ned til 20 på hospice. Det er utroligt! På hospitalet skulle alle specialister tale sammen om hende, men på hospice kan en enkelt læge få styr på sagerne. Sådan burde man gøre alle steder.
 

Hjerteligt og velkomment

Jonas Qvist har talt sig varm:

- På hospitalet var hun ligeglad med alt, både hvordan hun så ud og hvordan hun opførte sig. Men hun blev lige pludselig anstændig og sig selv igen, da hun kom på hospice. Det var ligesom en vitaminindsprøjtning.

Det var også godt for de pårørende at blive aflastet, fortæller han og tilføjer:

- Det var også godt for min farfar, at farmor kom på hospice. Han fik pludselig mere overskud til sig selv og skulle ikke være så bekymret for farmor.

- Jeg kendte lidt til hospice i forvejen, men havde ikke haft det så tæt på som nu. Nu kan jeg bare sige, at det var hjerteligt og velkomment at komme derned. Stor respekt og stor tak til dem!

Og det ender med at hun kommer hjem?

- Ja, hun blev simpelthen så rask og frisk, at hun godt kunne tage hjem. Hun begyndte jo også at savne det derhjemme. Og når man begynder at savne at komme hjem, så er man ved at være frisk!