Hvad i alverden er meningen? Om at leve med kronisk sygdom og handicap
Hvordan lever man et liv med kronisk sygdom og handicap? "Hvad i alverden er meningen?" er skrevet til mennesker, der lever med en kronisk sygdom eller et handicap. Det er for de fleste et tungt og udfordrende livsvilkår og kan give anledning til mange eksistentielle og religiøse overvejelser. Bogen er delt op i to hoveddele. Det første oplyser om og diskuterer nogle af de almene eksistentielle problemstillinger og overvejelser, som kronisk sygdom og handicap kan afstedkomme for den, der selv er ramt, og for de nærmeste pårørende. Her er der fokus på den psykiske og sociale dimension. Bogens forfattere giver på forskellig vis læseren mulighed for at spejle sig i beskrivelser af, hvordan det kan være at leve med disse forhold. Den anden hoveddel sætter ord på nogle af de religiøse spørgsmål og overvejelser, som livet med sygdom og handicap kan afføde – med andre ord: den åndelige dimension. Det er blandt andet spørgsmål om, hvad meningen er i en sådan situation. Med kristendommen som klangbund vil bogens forfattere komme med nogle bud på, hvad vi åndeligt set kan stille op med livet midt i de store udfordringer. "Hvad i alverden er meningen?" er skrevet af en række personer, der har emnet tæt inde på livet i kraft af deres arbejde, uddannelse og forskning: Helga Døssing Hansen, Tom Andersen Kjær, Jørgen Due Madsen, Steen Bonde, Hanne Urup Engbjerg, Lene Østergaard, Ingrid Lund, Bente Østerberg, Michael Wagner Brautsch, Dorte Toudal Viftrup, Leif Andersen, Niels Christian Hvidt, Ruth Østergaard Poulsen og Trine Kerne Kernel. Bogen er redigeret af Lisbeth Riisager Henriksen, der også har skrevet bidrag til bogen.